Republikken Nordmakedoniens forfatning er fra 1991. Den lovgivende magt ligger hos parlamentets 120 medlemmer, der vælges for fire år ved almindelige valg. Parlamentet kan beslutte at afholde folkeafstemninger om spørgsmål inden for dets kompetenceområde, og der er oprettet en komité med henblik på forholdet mellem de forskellige nationaliteter. Komitéen består af præsidenten og to repræsentanter for hhv. nordmakedonere, albanere, tyrker og roma samt to for andre nationaliteter. Parlamentet udpeger endvidere forfatningsdomstolens dommere, som vælges for en otteårsperiode uden mulighed for genvalg. Præsidenten vælges ved direkte valg for en femårsperiode. Han udpeger statsministeren, leder det nationale sikkerhedsråd og kan nægte at kontrasignere lovforslag; de får dog lovkraft, hvis der er 2/3 flertal for dem i parlamentet. Ministre vælges ved flertalsafstemninger i parlamentet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig