Nordisk uddannelsessamarbejde

Nordisk uddannelsessamarbejde, samarbejde, der er koordineret af Nordisk Ministerråd på områderne skole, videregående uddannelse, almen voksenuddannelse og folkeoplysning. Samarbejdet, der opstod på person- og institutionsplan i 1800-t. som udløber af skandinaviske forskerbesøg og studentermøder, blev udbygget i 1900-t., især efter oprettelsen af Foreningen Norden i 1919.

Samarbejdet omfatter alle niveauer i uddannelsessystemet, bl.a. integration af informationsteknologi på grundskoleområdet, elevudveksling på de gymnasiale uddannelser og studieophold ved højere læreanstalter i de andre nordiske lande på samme optagelsesvilkår som landets egne studenter. Også den almene voksenuddannelse har i 1990'erne fået en høj prioritering: Rapporten Gulltavlerne i gresset (1995) konkluderede, at fremtidens erhvervskvalifikationer må bygge på nordiske traditioner for livslang folkeoplysning og voksenundervisning. Ministerrådet anvendte i 1996 ca. 200 mio. kr., dvs. ca. 30% af sit budget, på uddannelse og forskning.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig