Norden (Idéen om nordisk samhørighed)

Norden. Farvetryk fra studenterskandinavismens mest begejstrede år i slutningen af 1840'erne og i 1850'erne. Billedet havde underteksten: Fosterbroderskab! Ei blot i Gildessale, men og hvor Staal og Bly til Norden tale!. Tanker og tale ved de nordiske studentermøder var højstemte og ofte også martialske, og der blev afgivet højtidelige løfter om Nordens samling og om fælles kamp mod ydre fjender. I den svenske og den norske fane ses også symbolet for den svensk-norske union.

.

Norden. Det første nordiske stats- og udenrigsministermøde, afholdt i København 7.-9. marts 1916. Fotografiet er taget i Erik Scavenius' kontor i Harsdorffs Palæ på Kgs. Nytorv. Deltagere: Knut Wallenberg (Sverige), Nils Ihlen (Norge), Gunnar Knudsen (Norge), C.Th. Zahle (Danmark), Erik Scavenius (Danmark) og Hjalmar Hammarskjöld (Sverige). Stående: Knut Wollebæk (Norge), J.C.W. Kruse (Danmark) og K.G. Westman (Sverige).

.

Norden (Idéen om nordisk samhørighed), Under påvirkning af oplysningstiden og romantikken fik begrebet Norden fra begyndelsen af 1800-t. en ideologisk, kulturel og politisk betydning. Den fælles nordiske oldtid, sagalitteraturen og særlig den nordiske mytologi spillede en central rolle i disse forestillinger, bl.a. fordi man heri fandt grundlag for at hævde en oprindelig kulturel uafhængighed af den antikke verden. I den såkaldte studenterskandinavisme taltes der også om det nære slægtskab mellem de nordiske folk, endog om en særlig nordisk race, og der agiteredes for en politisk union mellem de tre broderfolk i Danmark, Norge og Sverige. De foregående århundreders næsten permanente krigstilstand mellem Vestnorden, dvs. Danmark-Norge, og Østnorden, dvs. Sverige-Finland, betragtedes som ulykkelige fejltagelser. Derimod anså man Kalmarunionen fra 1397 for et forbillede, idet man projicerede 1800-t.s folkelige nationalfølelse tilbage til dette dynastiske projekt.

Med udviklingen af den moderne nationalisme i 1800-t. blev det fælles nordiske en uadskillelig del af den nationale identitet i hvert af de nordiske lande. Frihedstrangen blev fx fremhævet som et særligt nordisk træk; tilsvarende opfattelser kom dog også til udtryk i de nationale strømninger i lande uden for Norden.

Stormagternes rolle for Norden

Med Danmarks nederlag i Den Anden Slesvigske Krig i 1864 og de skuffede forhåbninger om militær støtte fra Sverige mistede den akademiske skandinavisme sin politiske betydning. I sikkerhedspolitikken var det tydeligt, at den geografiske beliggenhed bestemte vilkårene. For Danmark gjaldt det forholdet til Tyskland. Norge, som efter adskillelse fra Danmark var i union med Sverige fra 1814 og i 1905 opnåede fuld selvstændighed, var i kraft af sin store handelsflåde især optaget af forholdet til Storbritannien og senere til USA. Finland var fra 1809 et storfyrstendømme under den russiske kejser, og efter selvstændighedserklæringen i 1917 og Den Finske Borgerkrig i 1918 blev forholdet til Sovjetrusland, senere Sovjetunionen, det afgørende. Sverige kunne betragte de øvrige nordiske lande som bufferstater, og det svenske styre anså ikke ubegrundet landet for ledende blandt de nordiske stater. Det dansk-norsk-svenske Trekongermøde i Malmø i december 1914 var en mediebegivenhed og et signal om et sammenhold, der ikke var nogen magt bag. I 1930'erne afholdtes der regelmæssige nordiske udenrigsministermøder, som også var ganske uforpligtende. Island, der sammen med Norge var knyttet til Danmark fra 1380, blev en suveræn stat i 1918, men var fortsat i personalunion med Danmark indtil 1944, da republikken udråbtes; med 2. Verdenskrig kom landet desuden endegyldigt ind under den amerikanske interessesfære.

2. Verdenskrig medførte vidt forskellige vilkår for de nordiske lande: Finland kom i krig med Sovjetunionen, først alene og siden i "våbenbroderskab" med det nazistiske Tyskland; Sverige forblev neutralt, men var det meste af krigen under tysk dominans; Danmark kom ikke i egentlig krig, men blev besat og underlagt de vilkår, Tyskland ville give; Norge kom i krig på allieret side med en eksilregering i London, og landet oplevede en hårdhændet besættelse; Island, Færøerne og Grønland lagde jord til militære baser for de allierede. Uanset disse markante forskelle og trods periodiske misstemninger styrkedes den nordiske samfølelse utvivlsomt som en del af de nationale vækkelser i de enkelte lande. Kravet om en egentlig nordisk føderal statsdannelse fik stigende tilslutning, og solidariteten mellem broderlandene fik også konkrete udtryk: evakueringen af finske børn (finnebørn) til Sverige og Danmark under krigene med Sovjetunionen 1939-40 og 1941-44, fødevarehjælpen fra Sverige og Danmark til Norge (Norgeshjælpen) og Sveriges modtagelse af norske og danske flygtninge.

I 1948 indledtes forhandlinger om et nordisk forsvarsforbund mellem Danmark, Norge og Sverige, men ligesom under krigen viste det sig, at det var stormagtskonstellationerne og den geografiske beliggenhed, der satte betingelserne; USA tilkendegav, at man ikke skulle regne med amerikansk våbenhjælp, og planerne blev opgivet i 1949. De nordiske lande valgte derefter forskellige sikkerhedspolitiske løsninger: Danmark, Norge og Island tilsluttede sig i 1949 Atlantpagten, som dannede grundlaget for NATO, og Sverige forblev neutralt; Finland udviklede efter 2. Verdenskrig en særlig neutralitetsmodel inden for rammerne af Den Finsk-sovjetiske Venskabs-, Samarbejds- og Bistandspagt af 1948, som indeholdt sovjetiske klausuler om militærbistand og konsultationer i krisesituationer.

Forsøg på økonomisk og handelspolitisk samarbejde

Efter overgangen til guldfod dannede Danmark, Norge og Sverige i 1875 Den Skandinaviske Møntunion, som trådte i kraft i 1877 og fungerede indtil 1. Verdenskrig. Unionen havde dog ingen særlig effekt på de enkelte landes økonomiske udvikling; handelen mellem de nordiske lande var ikke af stor betydning og var i 1970'erne relativt større end nogensinde før eller siden. Anderledes forholdt det sig med den skandinaviske vareudveksling under 1. Verdenskrig, specielt under den strenge blokade fra begyndelsen af 1917. Dels steg handelen, omend kortvarigt, mellem de nordiske lande, dels blev der iværksat gensidig hjælp med udveksling af særlige mangelvarer.

Procentvis fordeling af de nordiske landes* eksport til hinanden samt til Storbritannien og Tyskland, udvalgte år 1913-2005.
DK FIN N S GB D andre
DK
1913 1 3 5 57 25 9
1929 2 4 6 57 20 11
1955 3 4 7 34 17 35
1972 2 7 16 20 12 43
1996 3 6 12 10 21 48
2005 3 5 13 9 17 53
FIN
1913 3 0 4 27 13 53
1929 2 0 2 38 14 44
1955 3 1 2 23 9 62
1972 4 4 17 18 10 47
1996 3 3 11 10 12 61
2005 2 3 11 7 11 66
N
1913 2 1 7 25 17 48
1929 4 1 6 27 13 49
1955 5 2 9 22 11 51
1972 7 3 16 19 13 42
1996 5 2 9 10 11 53
2005 4 1 7 25 13 50
S
1913 8 2 7 29 22 32
1929 6 3 5 25 15 46
1955 6 2 10 23 14 45
1972 9 6 10 15 11 49
1996 6 5 8 9 22 60
2005 7 6 9 7 10 61
DK (Danmark), FIN (Finland), N (Norge), S (Sverige), GB (Storbritannien), D (Tyskland)
* Island er ikke medtaget, da dette lands eksport kun spiller en ringe rolle i den samlede internordiske handel.

Efter 2. Verdenskrig og nogenlunde i takt med den almindelige liberalisering af udenrigshandelen og den fortsatte industrialisering voksede handelen mellem de nordiske lande i mængde og betydning. Virksomheder søgte ofte samarbejdspartnere i de andre nordiske lande, og talrige fusioner og overtagelser fulgte efter. I forbindelse med de europæiske markedsdannelser søgte de nordiske lande at oprette et formaliseret samarbejde, først med forhandlinger om en toldunion 1955-59; 1968-70 førtes der forhandlinger om det mere ambitiøse NORDEK, et nordisk fællesmarked. I 1961 og 1967 fulgte Danmark imidlertid Storbritannien (og Irland og Norge) ved ansøgning om medlemskab af EF (EU), og da muligheden viste sig igen, ansøgte Danmark atter og blev i 1973 eneste nordiske land i EF; først i 1995 fulgte Finland og Sverige efter. At NORDEK ikke blev til noget, skyldtes ikke kun dette, men også, at Finland havde vist stor betænkelighed pga. sovjetisk modvilje.

Udviklingen i det nordiske samarbejde efter 2. Verdenskrig

Idéen om den nordiske samhørighed har ikke desto mindre holdt sig levende. Forudsætningerne har ikke kun været det sproglige fællesskab og en homogen etnisk befolkningssammensætning, men også mange væsentlige fællestræk i den samfundsmæssige udvikling. I de nordiske lande har den evangelisk-lutherske kirke været statskirke siden Reformationen, og efter gennemførelse af religionsfrihed i 1800-t. er den vedblevet med at have tilslutning fra den helt overvejende del af befolkningerne. Den relativt sene industrialisering gav mulighed for etablering af stærke bondebevægelser og medvirkede også til, at de nordiske arbejderbevægelser tidligt blev reformistiske. Fagbevægelserne har nået en høj organisationsprocent og tidligt indstillet sig på at bidrage til fredelige forhold på arbejdsmarkedet. Under udviklingen af demokratiet kom de politiske systemer mere og mere til at ligne hinanden, bl.a. med en udpræget vilje til at indgå kompromiser og søge brede forlig. Kvindefrigørelsens effekt er vanskelig at måle, men kvindernes særdeles høje erhvervsfrekvens indikerer dog en ganske fremskreden ligestilling mellem kønnene. Endelig blev velfærdsstaten opbygget nogenlunde samtidig i de nordiske lande, og den fik særlige karakteristika, der berettigede udtrykket den nordiske eller skandinaviske model; se også den nordiske model.

Det nordiske samarbejde har i 1900-t. været pragmatisk og jordnært og navnlig bestået af harmonisering af lovgivningen i de nordiske lande (se nordisk lovsamarbejde). Oprettelsen af Nordisk Råd i 1952 og Nordisk Ministerråd i 1971 medførte ikke nævneværdige overførsler af de deltagende landes suverænitet til overstatslige myndigheder, men lettede den fortsatte harmonisering. Den nordiske pasunion blev realiseret i 1952, i 1954 etableredes et frit indbyrdes arbejdsmarked, og selvom landenes velfærdsordninger ikke er helt identiske, kan nordiske statsborgere i henhold til Den Sociale Tryghedskonvention fra 1956 modtage sociale ydelser o.a. under ophold i et andet nordisk land. Blandt resultaterne er, at mere end en kvart mio. nordiske statsborgere i dag bor i et andet nordisk land, og at ca. 20.000 svenskere (2004) pendler til Norge og i stigende grad til Danmark for at arbejde. I 1955 blev Sovjetunionen overbevist om samarbejdets fredelige karakter og tillod Finland at blive medlem af Nordisk Råd.

Det ret uformelle nordiske samarbejde har vakt interesse også internationalt, bl.a. pga. de gode resultater mht. borgernes fri bevægelighed, og Nordisk Råd er forblevet et vigtigt politisk forum, fordi regeringerne her skal stå direkte til ansvar over for parlamentarikerne i det samme organ.

I Norden findes i øvrigt talrige mere eller mindre permanente samarbejdsorganer og interesseorganisationer uden for det statslige regi, som danner en stærk opinion, der støtter det politiske samarbejde; hvis der rejses kritik, drejer den sig oftest om, at samarbejdet ikke er vidtgående nok, eller at det bremses af langsommelighed og bureaukratisering. Se Foreningen Norden.

Bevidstheden om en fælles nordisk kultur styrkes af de intensiverede kontakter med omverdenen, der uden videre betragter de nordiske lande som en enhed, der mærkelig nok er delt i flere stater. De nordiske lande er sprogligt, kulturelt og socialt hinanden nærmere end provinserne i mange enhedsstater. Ikke desto mindre har udviklingen i 1900-t. i Norden gået i retning af en fredelig accept af, at historisk tilfældige politiske bindinger er bragt til ophør og afløst af ligeberettigede, suveræne stater. Dertil føjer sig anerkendelsen inden for de enkelte lande af kulturelt, politisk selvstændige folk, færinger, grønlændere, ålændinge og samer. Denne udvikling har efter alt at dømme medvirket til at gøre det nordiske samarbejde mindre spændingsfyldt.

Læs videre om det nordiske sprogfællesskab.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig