Nord-Syd-relationer

Nord-Syd-relationer, relationer mellem de rige industrilande (Nord) og de fattige ulande (Syd). I takt med at afkoloniseringen tog fart fra slutningen af 1940'erne, blev Nord-Syd-betegnelsen mere og mere almindelig. Skal forskellene mellem Nord og Syd fremhæves, taler man om Nord-Syd-kløften eller i værste fald om en Nord-Syd-konflikt. For at afværge en sådan konflikt foreslog ulandene i 1970'erne, at der skulle etableres en Ny Økonomisk Verdensorden, som indebar en mere ligelig fordeling af verdens resurser og velstand. Ulandsbistand og mere retfærdige handelsforbindelser blev set som vigtige midler i denne strategi.

Oprindelig var handelsforbindelserne mellem Nord og Syd de vigtigste Nord-Syd-relationer. Nord efterspurgte råstoffer, især mineraler og fødevarer fra Syd, men siden afkoloniseringen er handelen mellem Nord og Syd generelt aftaget i betydning i forhold til den interne handel mellem landene i Nord. Det skyldes bl.a., at Nord er blevet langt mindre afhængig af import af uforarbejdede råvarer fra Syd, og at priserne på disse er faldet støt siden 1970'erne. Imidlertid er landene i Syd fortsat stærkt afhængige af handelen med Nord. Det generelle billede dækker dog over en udvikling, hvor en række lande i SØ-Asien med Kina i spidsen og enkelte lande i Latinamerika tegner sig for en stadig større andel af handelen mellem Nord og Syd. Til gengæld marginaliseres andre dele af Syd, især afrikanske lande syd for Sahara. I midten af 1990'erne tegnede denne region sig for under 1% af verdenshandelen.

De private investeringer fra Nord til Syd følger samme mønster som handelsforbindelserne. Kina tegnede sig i midten af 1990'erne for ca. ¹/₃ af samtlige udenlandske investeringer, der kom fra Nord til Syd, mens 5-6 lande i SØ-Asien og 5-6 lande i Latinamerika modtog resten. Udviklingsbistanden er endnu en Nord-Syd-relation. I midten af 1990'erne modtog Afrika syd for Sahara ca. halvdelen af den samlede globale bistand på lidt over 50 mia. dollar.

De politiske relationer mellem Nord og Syd var relativt konfliktfyldte under den kolde krig. Sovjetunionen og USA udkæmpede til dels deres konfrontationer via såkaldte klientstater i Syd. Derfor blev Syd mere eller mindre ufrivilligt inddraget i det globale rustningskapløb. I en række områder som SØ-Asien, Mellemamerika og dele af Afrika var mange lande derfor allieret med enten den ene eller den anden af de to supermagter.

Efter afslutningen af den kolde krig stod disse lande over for en stor opgave med at videreudvikle deres lande. I samme periode mindskedes de rige landes interesse for udviklingen i Syd, hvilket bl.a. førte til et fald i bistanden. Samtidig blev Nords engagement i og støtte til FN mindre.

FN kom dog til at danne rammen om et nyt aspekt af relationerne mellem Nord og Syd, da verdensorganisationen arrangerede et topmøde om det globale miljø i Rio de Janeiro i 1992. Mødet kom til at understrege såvel uenighederne som ulighederne mellem Nord og Syd på miljøområdet. Nord fremførte bl.a., at Syds kraftige fældning af regnskovene truede det globale klima, mens Syd på sin side argumenterede for, at Nords enorme energi- og øvrige resurseforbrug var en endnu større trussel mod det globale miljø end Syds afskovning.

I 1990'erne har endnu et aspekt præget relationerne mellem Nord og Syd. Befolkningstilvæksten i Syd har i kombination med en enorm fattigdom og politisk uro sendt mange mennesker på flugt og i stigende grad til Nord, hvor man oplevede migrationen fra Syd som en trussel. Det har ført til strengere immigrationsregler i Nord, samtidig med at Nord har iværksat en række initiativer med den hensigt at dæmme op for flygtningestrømmen. Konfliktforebyggelse og konfliktløsning har således været kodeord i 1990'erne i relationerne mellem Nord og Syd. Se også Den Alliancefri Bevægelse.