Faktaboks

Norbert Elias
Født
22. juni 1897, Breslau (nu Wrocław), Tyskland (nu Polen)
Død
1. august 1990, Amsterdam, Holland
Norbert Elias, 1977.
Af //DPA/Ritzau Scanpix.

Norbert Elias var en tysk-britisk sociolog, der med sin teoridannelse om vesteuropæisk civilisation fra 1000-tallet til 1900-tallet viste, hvorledes de historiske udviklingsmekanismer og statsdannelsesprocesser øver indflydelse på de enkelte individers personlighedsdannelse, opførsel og selvopfattelse.

Menneskets civilisering

I takt med udviklingen af de komplicerede samfundsstrukturer er menneskene ifølge Elias blevet mere samvittighedsfulde, selvkontrollen er blevet større, og adfærden mere civiliseret. Denne banebrydende sociologiske forskning fremlagde Elias i sit hovedværk Über den Prozeß der Zivilisation. Soziogenetische und psychogenetische Untersuchungen, der udkom i Schweiz i 1939, mens han var i eksil i Frankrig.

På tværs af faggrænser

Elias argumenterede for, at sociologien skal overskride tendenserne til at tænke i modsætningskategorier sin individ-samfund og struktur-aktør. Han sprængte de traditionelle faggrænser, skrev ukompliceret, men med et højt synteseniveau. Det kan være en del af forklaringen på, at hans forskning først blev værdsat i slutningen af 1970'erne. Siden har han opnået anerkendelse som en af 1900-tallets største sociologer.

Figurationssociologien

Elias udviklede figurationssociologien, hvori samspillet mellem indbyrdes afhængige mennesker analyseres; samspillet danner forskellige sociale afhængigheder, figurationer, der ændrer sig med vekslende magtbalancer. De dynamiske processer var centrale i Elias' teoriudvikling, og han vendte sig mod statiske systemteorier og den abstrakte filosofiske tænkning. På dansk foreligger værkerne De døendes ensomhed (1983) og Mozart: sociologiske betragtninger over et geni (1991).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig