Faktaboks

Nissim Ezekiel
Født
1924
Død
2004

Nissim Ezekiel, 1924-2004, engelsksproget indisk forfatter og kritiker af jødisk herkomst. Ezekiel var professor i engelsk, senere i amerikansk litteratur i Mumbai.

Han var den første betydelige repræsentant for den moderne indoengelske lyrik. Ironi og humor var bærende elementer i hans digtning. Ezekiels digte udforsker både det helt personlige og det fælles med særlig interesse for kulturmøder mellem øst og vest. Grundtonen er som regel skeptisk og mildt desillusioneret, men aldrig opgivende.

Han var desuden en habil dramatiker og en vidtfavnende kulturskribent og gjorde et banebrydende arbejde for at fremme den moderne indiske litteratur på engelsk.

Hans første digtsamling, A Time to Change (1952), udkom i London. Hans betydeligste værker er The Unfinished Man (1960) og The Exact Name (1965). I 1989 udkom Collected Poems 1952-1988. Hans Selected Prose blev udgivet i 1992, og skuespillet Don't Call It Suicide. A Tragedy i 1993.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig