Ningbo, Ningpo, havneby på Kinas østkyst i Zhejiangprovinsen 150 km syd for Shanghai; 3,49 mio. indb. (2010). Byen har en lang historie som eksporthavn for silke og porcelæn. Den blev i 1984 udpeget som en af de 14 kystbyer, som fik en vis selvstændighed vedrørende udenlandske investeringer. Industrien fremstiller især tekstiler, levnedsmidler, tobak, olieprodukter og fiskefartøjer. Ningbo har Kinas ældste bibliotek, Tianyi Ge fra 1561, som rummer en række sjældne bøger og dokumenter.

Ningbos betydning som havneby for oversøisk handel og kysthandel begyndte i 400-t. og varede med skiftende styrke indtil 1800-t., da den blev udkonkurreret af Shanghai. Den var en af fem traktathavne, der i 1843 blev åbnet for handel med Europa og USA.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig