Faktaboks

Nils Engelbrecht
Født
9. oktober 1934

Portræt af Nils Engelbrecht. Fotograf: Rigmor Mydtskov.

.
Licens: Brukerspesifisert

Nils Engelbrecht er en dansk læge. Han var praktiserende læge 1967-2006 i Klampenborg.

Nils Engelbrecht har været optaget af lægegerningen og dens rolle i samfundet og har aktivt deltaget i debatten ikke mindst om lægeetiske spørgsmål. Han var medlem af Den Videnskabsetiske Komité for Københavns Amt 1980-1989 og var formand for denne 1984-1988. I samme periode var han medlem af Den Centrale Videnskabsetiske Komité. Dengang drøftede man indgående lodtrækningsforsøg i forbindelse med operation for brystkræft. At vælge behandling for alvorlig sygdom ved lodtrækning (randomisering) for at finde frem til bedste behandling medfører alvorlige etiske dilemmaer, og Nils Engelbrecht argumenterede vægtigt for, at randomiseringen nødvendigvis måtte ske i fuld åbenhed uden brug af det såkaldte Zelens princip med skjult randomisering. 2010-2018 var han medlem af Det Psykiatriske Patientklagenævn.

I 1991 tildeltes Nils Engelbrecht Carlsbergs Mindelegat for brygger J.C. Jacobsen, bl.a. for sin indsats og sit engagement i lægeetiske spørgsmål.

1993-2002 var Nils Engelbrecht redaktør for hele sundhedsområdet i den trykte udgave af Den Store Danske Encyklopædi. Fra 2009 var han redaktør ved encyklopædiens internetudgave. Han har konsekvent fastholdt en høj faglig standard for de leksikalske opslag uden at gå på akkord med læsbarheden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig