Nils-Ole Lund, f. 1930, dansk arkitekt; uddannet ved Kunstakademiets Arkitektskole 1953, 1965 professor ved Arkitektskolen i Århus og 1972-85 tillige rektor. Lunds speciale er den moderne arkitekturs historie med hovedvægt på nordiske forhold. Han har skrevet bøger om bl.a. arkitekterne Henning Larsen (1996) og C.F. Møller (1998) samt Arkitekturteorier siden 1945 (2001). Som kunstner er han internationalt kendt for sine eksperimenterende collager, der udforsker den moderne arkitekturs og tekniks skyggesider. Lund modtog N.L. Høyen Medaljen i 2001.