Nikolaj Arcel

Faktaboks

Nikolaj Arcel
født:
23. august 1972

Nikolaj Arcel, f. 23.8.1972, dansk filminstruktør, uddannet fra Den Danske Filmskole i 2001 med afgangsfilmen Woyzecks sidste symfoni.

Nikolaj Arcel brød igennem med filmatiseringen af Niels Krause-Kjærs politiske romanbestseller Kongekabale (2004), som blev belønnet med både en Bodil og en Robert. Siden gennemførte han en række genreskift med børnethrilleren De fortabte sjæles ø (2007) og den kønspolitiske Sandheden om mænd (2010).

Kostumedramaet i opdateret sprogdragt, En kongelig affære, om Johann Friedrich Struensee, Christian 7. og Caroline Mathilde (2012) opnåede to sølvbjørne i Berlin, dels for bedste manuskript af Arcel og hans faste medarbejder Rasmus Heisterberg, dels for bedste mandlige hovedrolle, debutanten Mikkel Boe Følsgaard som Christian 7.

Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg har også udført manuskriptarbejde på andres film efter litterære forlæg, bl.a. Niels Arden Oplevs Stieg Larsson-filmatisering Mænd der hader kvinder (2009).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig