Niketas Choniates, 1155/1157-1217, byzantinsk historiker og teolog; bror til Mikael Choniates. Niketas Choniates' historiske hovedværk, Chronike diegesis, er den vigtigste kilde til byzantinsk historie i perioden 1118-1206, selvom det må benyttes med nogen forsigtighed pga. forfatterens kontroversielle og subjektive fremstilling. Værket hører til de mest originale og sprogligt vanskeligst tilgængelige i den byzantinske prosalitteratur. Hans øvrige bevarede arbejder består hovedsagelig af taler og breve samt en Panoplia Dogmatike, en samling gendrivelser af skiftende tiders kætterier.