Nielsen-Olesen-vortex, (sidste led af lat. vortex 'hvirvel'), Nielsen-Olesen-streng, er en ejendommelig, teoretisk såkaldt soliton-løsning til visse relativistiske feltteorier med skalarfelter koblede til elektromagnetisme. Disse klassiske vortex-løsninger blev opdaget i 1973 af de danske fysikere Holger Bech Nielsen og Poul Olesen. Feltteorierne minder om dem, der anvendes for elementarpartikler i Standarmodellen for stærke og elektrosvage vekselvirkninger. Vortexet er tæt beslægtet med magnetiske fluksrør i type II-superledere og med hvirvler i superledende væsker således som de beskrives ved hjælp af ikke-relativistisk feltteori. I denne ikke-relativistiske sammenhæng blev vortex-løsningerne først opdaget den sovjetiske fysiker Alexei Abrikosov i 1957. Det er senere foreslået, at sådanne vortexer ikke blot skulle have fysisk relevans for f.eks. superledere, men også skulle kunne forekomme i Universet som "kosmiske strenge", og derigennem have spillet en rolle for galaksefordelingen, men idéen er omdiskuteret. De streng-lignende Nielsen-Olesen-vortexløsninger har desuden spillet en nøglerolle i teoretiske udviklinger inden for den moderne kvantefeltteori og strengteori, hvor mangfoldige generaliseringer har fundet sted.