Nielsen-Olesen-vortex, (sidste led af lat. vortex 'hvirvel'), Nielsen-Olesen-streng, er en ejendommelig, teoretisk såkaldt soliton-løsning til visse relativistiske feltteorier med skalarfelter koblede til elektromagnetisme. Disse klassiske vortex-løsninger blev opdaget i 1973 af de danske fysikere Holger Bech Nielsen og Poul Olesen. Feltteorierne minder om dem, der anvendes for elementarpartikler i Standarmodellen for stærke og elektrosvage vekselvirkninger. Vortexet er tæt beslægtet med magnetiske fluksrør i type II-superledere og med hvirvler i superledende væsker således som de beskrives ved hjælp af ikke-relativistisk feltteori. I denne ikke-relativistiske sammenhæng blev vortex-løsningerne først opdaget den sovjetiske fysiker Alexei Abrikosov i 1957. Det er senere foreslået, at sådanne vortexer ikke blot skulle have fysisk relevans for f.eks. superledere, men også skulle kunne forekomme i Universet som "kosmiske strenge", og derigennem have spillet en rolle for galaksefordelingen, men idéen er omdiskuteret. De streng-lignende Nielsen-Olesen-vortexløsninger har desuden spillet en nøglerolle i teoretiske udviklinger inden for den moderne kvantefeltteori og strengteori, hvor mangfoldige generaliseringer har fundet sted.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.