Faktaboks

Niels Treschow
Født
5. september 1751
Død
22. september 1833

Niels Treschow, 5.9.1751-22.9.1833, dansk-norsk filosof; professor i filosofi i København 1803-13 og ved det nyoprettede universitet i Kristiania (Oslo) 1813-25; 1814-25 tillige kirke- og undervisningsminister i Norge.

Som det nye universitets ledende skikkelse blev Niels Treschow formand for den kommission, der skulle forhandle med svenskerne i forbindelse med Norges sammenslutning med Sverige i 1814; senere blev han kritiseret for sin samarbejdsvilje.

Allerede i 1790'erne havde Treschow beskæftiget sig med Immanuel Kants filosofi, som han på baggrund af sin leibniz-wolffske holdning forholdt sig kritisk til.

Som filosof var Treschow eklektiker og forenede så forskelligartede retninger i sin tænkning som platonisme, spinozisme, empirisme og romantisk naturfilosofi; selv kaldte han sin filosofi for identitetsfilosofi og hævdede, som Spinoza, at sjæl og legeme er fremtrædelsesformer for et og det samme. Han var determinist og afviste viljens frihed.

Af Niels Treschows mange filosofiske skrifter var flere lærebøger. Hans mest interessante arbejde er Elementer af Historiens Filosofi (1811), hvori han afviser de romantiske forestillinger om, at det evige eller det guddommelige virkeliggør sig selv i den historiske udvikling.

Niels Treschow hylder her en naturalistisk udviklingslære, der indpasser mennesket som det sidste led i en lang udvikling fra ikke-organisk materiale til planter og dyr.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig