Niels Nielsen, 2.12.1865-16.9.1931, dansk matematiker, fra 1909 professor ved Københavns Universitet. Nielsen skrev formelfyldte funktionsmonografier af håndbogsmæssig værdi. Han beskæftigede sig desuden flittigt med matematikkens historie og undervisningsspørgsmål. Nielsen var dansk fortaler for den aritmetisering af matematikken med dens større krav til eksakthed, som fandt sted i slutningen af 1800-t. med udgangspunkt i Tyskland. Han fik derved stor indflydelse på den følgende generation af matematikere, bl.a. H. Bohr.