Niels Barfoed

Faktaboks

Niels Barfoed

Niels Erik Barfoed

Født
29. april 1931

Niels Barfoed. Fotografi fra 2005.

.

Artikelstart

Niels Barfoed er en dansk litteraturkritiker med et alsidigt essayistisk, videnskabeligt og skønlitterært forfatterskab. Barfoed er mag.art. i almindelig og sammenlignende litteraturhistorie fra 1956; dr.phil. 1978 på en afhandling om Don Juan i dansk guldalder. Han var medredaktør af Vindrosen fra 1964 til 1968.

Niels Barfoed har skrevet receptiv, samtidsbevidst dagbladsjournalistik i Aalborg Stiftstidende (fra 1959), Information (fra 1961), Politiken (fra 1964) og som kulturskribent har han været knyttet til Weekendavisen i 1990-1995, Politiken i 1995-1998 og Aktuelt i 1998-2001. Han var præsident for dansk PEN fra 1990 til 1997. Han er specialist i tysk og østeuropæisk kultur (Hotel Donau, essays 1988).

Debatbogen Seksten uenige breve (2000, s.m. Jørgen Knudsen) tager udgangspunkt i en principiel uenighed om NATO's engagement i det tidligere Jugoslavien.

Niels Barfoeds biografi om Peter P. Rohde, I unåde (2001), er en moderne fortabelseshistorie om en kommunistisk intellektuel, der i 1953 blev ekskluderet af DKP. I 2005 udkom En kriger, en biografi om frihedskæmperen og forretningsmanden Ole Lippmann, der ligesom I unåde er bygget på et omfattende historisk kildemateriale. Den fulgtes i 2011 af Manden bag helten om polarforskeren Knud Rasmussen.

Niels Barfoed fører en myndig og lunerig pen, som anmelder, lyriker, novellist og litteraturhistoriker. I 2012 modtog han Ebbe Muncks Hæderspris.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig