Faktaboks

Nicolas Winding Refn
Født
29. september 1970

Nicolas Winding Refn. Foto fra 2011.

.

Nicolas Winding Refn, f. 29.9.1970, dansk filminstruktør, søn af Anders Refn. Nicolas Windign Refns debutfilm, Pusher (1996), er en af de væsentligste i den ny bølge i dansk film i 1990'erne.

Med inspiration fra amerikansk film, især Quentin Tarantino og Martin Scorsese, formår filmen at skabe en ny, visuelt prægnant, barsk og humoristisk realisme med fokus på et multietnisk under-Danmark.

I sin anden film, Bleeder (1999), fortsætter Nicolas Winding Refn dette spor, tilsat nye poetiske, melodramatiske toner.

Den mystiske engelsksprogede thriller Fear X (2003) blev en økonomisk fiasko og gældsatte Refn, der derfor lavede Pusher 2 (2004) og Pusher 3 (2005) som kalkulerede publikumssucceser.

Indspilningen af Pusher 2 og Nicolas Winding Refns forsøg på at undgå konkurs beskrives i Phie Ambos (f. 6.12.1973) dokumentarfilm Gambler (2006).

I 2010 fulgte den særegne vikingetids- og mytologiinspirerede Valhalla Rising med en af Nicolas Winding Refns foretrukne skuespillere, Mads Mikkelsen i hovedrollen.

Nicolas Winding Refn vandt i 2011 prisen for bedste instruktion ved Cannes Filmfestival for den stilistisk gennemførte gangsterfilm Drive med Ryan Gosling (f. 12.11.1980) i hovedrollen.

Filmen blev ligeledes kåret til årets bedste film af filmmagasinerne Empire og Total Film og vandt fire priser ved de såkaldte Satellite Awards uddelt af International Press Academy i Los Angeles.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig