Faktaboks

Nicolas Edme Restif (Rétif) de la Bretonne
Født
23. oktober 1734
Død
2. februar 1806
Nicolas Edme Restif (Rétif) de la Bretonne

Portræt af Nicolas Edme Restif (Rétif) de la Bretonne af ukendt kunstner.

Nicolas Edme Restif (Rétif) de la Bretonne var en fransk forfatter.

Restifs omfattende forfatterskab bæres af spændingen mellem to miljøer: barndommens provins i Bourgogne og Paris i revolutionsårene. Konflikten mellem de to miljøers livsformer og kultur præger hans værker, hvor fiktion og virkelighed bestandig blandes i en refleksion over det oplevede og opdigtede brud mellem land og by.

Et andet dominerende tema, hvor samme kobling af fiktion og virkelighed gør sig gældende, er den betydelige erotiske appetit, der længe har givet Restif ry for at være libertiner. I virkeligheden er han dog i lige så høj grad moralist, fx skriver han en Anti-Justine (1798, da. En godmodig libertiners lystne spilopper, 1965) mod Marquis de Sades kendte libertinerhovedværk.

Mest kendte er de biografiske og selvbiografiske værker La Vie de mon père (1779, Min fars levned) og Monsieur Nicolas (1794-97) samt Les Nuits de Paris (1788-94, Parisernætter), otte bind med journalistiske reportager fra især de nedre lag af revolutionstidens Paris.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig