Nicolai Ahlmann, 17.11.1809-12.2.1890, dansk sønderjysk politiker. Sammen med H.A. Krüger valgtes han af dansksindede vælgere i februar 1867 til Det Nordtyske Forbunds rigsdag, men gled ud i august samme år. I 1867-74 var Ahlmann valgt til den preussiske landdag, men nægtede som Krüger at aflægge forfatningseden. Mens Krüger var lederen udadtil, udformede Ahlmann de skriftlige indlæg og varetog den politiske samordning. Skuffet over de dansksindedes tilbagegang flyttede han i 1875 til København.