Faktaboks

Niccolò Jommelli
Født
1714
Død
1774

Niccolò Jommelli, 1714-1774, italiensk komponist, der indlagde sig særlige fortjenester inden for opera seria. Niccolò Jommelli ønskede at styrke dramatik og udtryk i den traditionelle italienske operagenre og friske stilen op med franske og tyske inspirationer.

I 1753 blev Jommelli kapelmester ved det Württembergske hof i Stuttgart, hvor den musikbegejstrede fyrste Karl Eugen sikrede ham ideelle vilkår til at gennemprøve operafornyelserne.

Som et led heri gjorde Jommelli det akkompagnerende orkester til en mere selvstændig musikalsk faktor og gav instrumenterne flere karakterskabende udspil. Han indførte deklamatoriske elementer i arierne og genindførte kor og ensembler.

Niccolò Jommelli skrev også kirkemusik, men fik et eftermæle som en af 1700-tallets betydeligste operakomponister.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig