Niarn, egl. Niels Roos, f. 9.9.1979, dansk rapper. Niarn var et kendt navn i den danske hiphop-undergrund da han i 2002 solodebuterede med ep’en Glenn Francisco. Hans gennembrud var albummet Årgang ’79 (2004), som siden er fulgt op med albummene Antihelt (2006) og Rød Ålborg (2009). Niarn er med sine opfindsomme rim og sprogsans en central kunstner på den danske hiphop-scene; han har også vist sig kontroversiel, idet hans undertiden hårdkogte tekster er blevet kritiseret for at glorificere kriminalitet og for at være sexistiske.