New Zealand - økonomi, New Zealand har en lille, åben økonomi, hvori landbrug spiller en ret stor rolle. Landet har haft tradition for en betydelig statslig indblanding i samfundsøkonomien. Dette har bl.a. indebåret en høj grad af støtte til landbruget og til opbygningen af en lang række offentligt finansierede sociale velfærdsordninger. I 1960'erne fik New Zealand store betalingsbalanceproblemer, og udviklingen forværredes i årene efter de to oliekriser, da en periode med lav økonomisk vækst, høj inflation og dramatisk gældsætning til udlandet satte ind.

Efter valget i 1984 iværksatte Labourregeringen omfattende reformer. Valutakursen på newzealandske dollar blev gjort flydende, så den bedre kunne afspejle landets konkurrenceevne, og de fleste kapitalrestriktioner blev afskaffet. Eksportstøtten til landbruget blev elimineret, mens importkontrollen og toldsatserne blev reduceret, så erhvervslivet kom ud for en langt stærkere konkurrence end tidligere. Skattereformer reducerede bl.a. de højeste indkomstskattesatser, samtidig med at moms blev indført. Statslige handelsselskaber blev gjort profitorienterede, og en række statsejede virksomheder, især inden for transport og kommunikation, privatiseredes.

Skiftende regeringer har siden videreført reformpolitikken. De sociale velfærdsydelser er blevet reduceret, og arbejdsmarkedet dereguleret; bl.a. er løndannelsen gjort decentral, og det tidligere obligatoriske medlemskab af en fagforening gjort frivilligt. Det er også gennem en aktiv investeringspolitik lykkedes at tiltrække betydelige udenlandske investeringer til landet. I lyset heraf har regeringen i 1998 dog nedtonet privatiseringerne af strategisk vigtige statsvirksomheder og begrænset udlændinges ret til at erhverve ejerandele i lufthavne, havne og gas- og kraftværker.

De omfattende strukturændringer resulterede i en forholdsvis svag økonomisk udvikling i slutningen af 1980'erne, men fra begyndelsen af 1990'erne øgedes tempoet betydeligt, dog med tilbageslag i forbindelse med den asiatiske krise i slutningen af årtiet. Selvom den højere vækst førte til, at arbejdsløsheden faldt fra ca. 11% i 1992 til 4% i 2005, var inflationen behersket. Dette kan dels tilskrives reformerne på arbejdsmarkedet, dels at centralbanken, som i 1989 blev gjort politisk uafhængig, tilstræber at føre pengepolitikken så tilpas stramt, at den underliggende inflation holdes inden for den annoncerede målsætning, som siden 1997 har været på 0-3% om året. Reformpolitikken, som bl.a. har medført øget indkomstulighed, er siden slutningen af 1990'erne modificeret noget; fx er topskatten igen øget, og i 2001 måtte regeringen redde Air New Zealand efter 12 års privatisering.

New Zealands økonomiske interesser var tidligere knyttet til UK, men dette lands integration i EU og de europæiske landbrugsstøtteordninger har medført, at New Zealand orienterer sig med Stillehavsområdet, først og fremmest Australien og Japan, som tilsammen tegner sig for 1/3 af landets samlede udenrigshandel. Især er forholdet til Australien tæt. Således har de to lande siden 1983 haft et formaliseret samarbejde, Closer Economic Relations, som bl.a. har medført, at al told og kvantitative restriktioner på handelen mellem de to lande blev afskaffet i 1990. Periodisk har landene endvidere diskuteret muligheden for at skabe et fællesmarked mellem sig. New Zealand har endvidere frihandelsaftaler med Thailand og Singapore og forhandler derom med Kina.

I 2010 var Danmarks eksport til New Zealand 1,17 mia. kr., og importen var 931 mio. kr.

Læs mere om New Zealand.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig