New Public Management

Artikelstart

New Public Management (NPM) er en fællesbetegnelse for en række tiltag til effektivisering, smidiggørelse og brugerorientering af den offentlige sektor. Fortalerne for NPM ville gøre op med tidligere tiders bureaukrati. Der er tale om en reformbevægelse, som bredte sig fra de tidlige 1980’ere, og som er fortsat i årtierne efter.

Hovedstrømninger

Bevægelsen er så bredt favnende, at det ikke er muligt at sammenfatte dens anbefalinger og budskaber i ét samlet og identificerbart reformprogram. Der er imidlertid nogle klare hovedstrømninger:

  • Nedbrydning af centraliserede hierarkier
  • Konkurrenceudsættelse
  • Indførelse af økonomiske incitamenter

Nedbrydning af centraliserede hierarkier

Man har nedbrudt traditionelle centraliserede hierarkier, der havde fokus på topstyring og kontrol af virksomheden. Det er ofte formuleret i slagordsform som anbefaling til den politiske og administrative top om at sætte retningen gennem målstyring og overlade gennemførelse og drift til ledelsen i de udførende institutioner og virksomheder. Det blev en overgang søgt omsat i praksis gennem såkaldte bestiller-udfører-modeller (BUM), hvor det overordnede politisk-administrative niveau bestilte opgaveløsning hos de udførende offentlige institutioner, f.eks. et sygehus eller et ældrecenter. Det er samme logik, som mål- og resultatstyringen og kontraktstyringen bygger på.

Konkurrenceudsættelse

Konkurrenceudsættelse af offentlige opgaver gennem privatisering (salg af offentlig virksomhed), udlicitering (udbud af offentlige opgaver til private virksomheder i licitation og udbudsrunder), etablering af fritvalgsordninger, hvor borgerne kan vælge mellem forskellige offentlige tilbud, mellem private eller offentlige tilbud, eller hvor selvejende institutioner konkurrerer om brugerne. Fælles for både udlicitering og fritvalgsmodellerne er, at det offentlige finansierer opgaveløsningen i samme omfang som tidligere.

Indførelse af økonomiske incitamenter

Indførelse af økonomiske incitamenter til offentlige institutioner, offentlige ledere og medarbejdere i den offentlige sektor til erstatning for eller supplering af henholdsvis den traditionelle budgetstyring med tildelte bevillinger eller de traditionelle fastlønsystemer. Denne del af New Public Management er søgt omsat til praksis gennem taxameter-finansiering og aktivitetsbaseret budgettering, kontraktstyring af institutioner og myndigheder samt indførelse af direktør- og chefkontrakter, hvor institutionens eller myndighedens resultater er knyttet sammen med udløsningen af bonus til lederen eller ledelsen. Det samme gælder indførelsen af præstationsafhængig aflønning af ledere og medarbejdere på lavere niveau.

Historien bag New Public Management

New Public Management-bevægelsen udviklede sig i løbet af 1980’erne. Det er dog ikke dens egne fortalere, der har navngivet den, men den britiske politolog Christopher S. Hood (f. 1947), der i en tidsskriftartikel fra 1991 hæftede NPM-mærkatet på bevægelsen, og som sammenfattede dens mange forskellige budskaber og varierende logik. Hood pegede i denne artikel og en række senere artikler og bøger på, at bevægelsens anbefalinger ikke uden videre hænger logisk sammen, og at de med deres rødder i det 19. århundredes utilitarisme og mellemkrigstidens scientific management-anvisninger er alt andet end nye.

Alle vestlige lande sammenfaldende med medlemslandene i OECD har i varierende omfang taget større eller mindre dele af New Public Management til sig. Mest konsekvent og konsistent skete det i New Zealand i den sidste del af 1980’erne. Danmark var imidlertid med moderniseringsprogrammet af 1983 også en pioner på feltet. Moderniseringsprogrammet var Schlüter-regeringens bud på en gennemgribende reform af den offentlige sektor, som indeholdt mange af de samme elementer, som kom til at kendetegne NPM-bevægelsen.

NPM fik tidligt status som stærkt kontroversielt. Der blev sat lighedstegn mellem det og neoliberalismen, men kritikerne overså, at de newzealandske reformer blev lanceret og gennemført af landets socialdemokratiske arbejderparti og senere modificeret og tilpasset af en konservativ regering. Tilsvarende har skiftende danske regeringer bekendt sig til elementer i New Public Management samtidig med, at de har lagt afstand til den detailstyring og detailkontrol, som mange iagttagere og ikke mindst mange offentligt ansatte og deres organisationer forbinder med realiseringen af New Public Management.

I begyndelsen af det 21. århundrede bredte der sig i akademiske kredse en opfattelse af, at NPM-æraen var forbi og erstattet af, hvad de navngav New Public Governance, som lægger mere vægt på netværksløsninger og deltagelsesbaserede løsninger, og som anerkender offentligt ansattes særlige motivation som netop offentligt ansatte. Den er imidlertid slet ikke slået an på samme måde som NPM.

Status

En fair sammenfatning ved indgangen til 2020’erne er,

  • at NPM aldrig slog helt igennem.
  • at NPM i teori og praksis rummer en række inkonsistente træk mellem centralisering og decentralisering og mellem incitamenter og tillid på den ene side, tvang og kontrol på den anden side.
  • at nogle NPM-inspirerede tiltag har bidraget til effektivisering af og gennemsigtighed i den offentlige sektor.
  • at andre NPM-inspirerede tiltag er slået fejl, enten fordi de hviler på forkerte antagelser, eller fordi de ikke er forenelige med den måde som en politisk-demokratisk styret offentlig sektor fungerer på.
  • at mange NPM-tiltag trods kritikken er opretholdt og bliver anvendt i praksis, ofte parallelt med såvel klassiske styrings- og forvaltningsformer som elementer fra New Public Governance.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig