Neue Leipziger Schule

Artikelstart

Neue Leipziger Schule, fællesbenævnelse for en række kunstnere udgået fra Hochschule für Grafik und Buchkunst i Leipzig efter genforeningen i 1990.

Neue Leipziger Schule dækker over strømninger i det moderne genstandsfikserede maleri fra 1990'erne og er en logisk efterfølger af Leipziger Schule og dens professorer, særlig Arno Rink og Sighart Gille.

Det karakteristiske ved Neue Leipziger Schule er store formater og håndværksmæssig perfektion. Stilen er sart realisme; en interessant fabulerende blanding af neopop,surrealisme og naivisme.

De vigtigste kunstnere er Neo Rauch, Tim Eitel, Matthias Weischer, Tilo Baumgärtel og Christoph Ruckhäberle (f. 1972).

En samlende faktor er det tidligere industriområde Leipziger Baumwollspinnerei, hvor kunstnerne bor, arbejder og udstiller.

Vigtig for skolens internationale slagkraft er galleristen Gerd Harry Lybke fra Berlin-Leipzig-galleriet Eigen+Art, der bl.a. promoverede Neo Rauchs værker på det amerikanske kunstmarked.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig