Nestorkrøniken er en russisk krønikekompilation, tilskrevet munken Nestor (ca. 1050-ca. 1120), men nu oftest opkaldt efter indledningsordene Fortællingen om de svundne år. Den blev til i Huleklostret i Kyjiv ca. 1110, men er kun bevaret i senere håndskrifter, hvor den udgør begyndelsen i krøniker. Den supplerer og fortsætter tidligere krøniker, delvis bevaret i en Novgorod-krønike.

Nyt i Nestorkrøniken er en kosmografisk indledning, der placerer de slaviske folk i en bibelsk sammenhæng, en i forhold til forlægget legaliserende fremstilling af rurikidedynastiets adkomst til magten i Kyjiv; desuden et antal traktattekster med Det Byzantinske Rige samt en konstrueret annalistisk kronologi for den tidlige historie. Endelig indgår fortællinger, der bærer præg af folkelig overlevering.

Nestorkrøniken er to gange blevet oversat til dansk af slaviske filologer, først i 1869 af C.W. Smith (1811-1881) som Nestors russiske Krønike, oversat og forklaret og i 1983 af Gunnar Svane som Nestors krønike. Beretningen om de Svundne År.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig