Nes, (1350-1400 á Nesi, af fær. nes 'næs'), færøsk kommune på den sydligste del af Eysturoy; 1230 indb. (2006). Den største bygd er Toftir med havneanlæg, fiskeindustri og -auktion og færge til Tórshavn. Nes er den gamle kirkebygd, som i en periode efter Reformationen var øernes provstesæde. Den nye Fríðrikskirkjan tættere på Toftir blev bygget i 1994. Den lille, yngre bebyggelse Saltnes ligger mod nord i kommunen. Midt i kommunen ligger den smukke sø Toftavatn mellem lave, lyngklædte bakker. Et moderne fodboldstadion med græsbane ligger ved Svangaskarð mellem Toftir og Saltnes. Det markante næs Eystnes tegner kommunens og øens sydligste punkt.