Nelly Sachs

Faktaboks

Nelly Sachs
født:
1891
død:
1970

Nelly Sachs. Udateret fotografi.

.

Nelly Sachs, 1891-1970, tysk forfatter. Opvokset i et beskyttet overklassemiljø i Berlin ramtes Nelly Sachs i 1930'erne af de nazistiske jødelove. Totalt forarmet flygtede hun i maj 1940 til Stockholm, hvor hun trods kummerlige forhold blev boende til sin død. 1966 delte hun nobelprisen med den israelske forfatter Shmuel Josef Agnon.

Som ung skrev Nelly Sachs digte og dukkespil i en ujævn blanding af lidenskabelighed og dresseret pænhed, dog allerede båret af en konfessionsløs religiøs længsel. I det sene værk fornyede hun sit traditionelle poetiske sprog og fremstod efterhånden som mystiker og modernist.

De første digtsamlinger, In den Wohnungen des Todes (1947, I dødens boliger), Sternverdunkelung (1949, Stjerneformørkelse), og "mysteriespillet"Eli (1952, da. Eli. Et mysteriespil om Israels lidelse, 1968) domineres af viljen til identifikation med "det lidende jødiske folk".

Den dybeste fortvivlelse artikuleres dog i digtsamlingen Und niemand weiß weiter (1957, Og ingen kender vejen frem), der betød et gennembrud til tyske læsere og hurtigt efterfulgtes af Flucht und Verwandlung (1959, Flugt og forvandling), hvor eksilmetaforen samler den hjemløses smerte og længsel.

I ti år havde Nelly Sachs levet i tæt fællesskab med sin efterhånden dybt senile mor, en kvindetilværelse i et lukket rum, der i den digteriske fortolkning paradoksalt åbner sig mod Universet. Under hendes egne sene og langvarige ophold i sindssygehospitalers isolerede kvindeverden fortættedes sammenfaldet af religiøs digtning og kvindeliv i de stærkt koncentrerede sene tekster, Noch feiert Tod das Leben (1961, Endnu hylder døden livet), Glühende Rätsel (1962-66, Glødende gåder) og Die Suchende (1966, Den søgende kvinde). Et antal eksperimenterende lyriske dramaer, samlet i bindet Verzauberung (1970, Troldbundet), venter endnu på scenisk realisation.

Nelly Sachs udvalgte og oversatte med stor sikkerhed svensk lyrik fra 1900-t. og introducerede for et tysk publikum bl.a. Gunnar Ekelöf, Erik Lindegren, Edith Södergran, Tomas Tranströmer og Karl Vennberg.

På dansk findes digtudvalget I opstandelsens aske (1967) og den tosprogede udgivelse Ind i det støvløse/Fahrt ins Staublose (2004).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig