Nexø Havn
Nexø set fra luften i 1994. På det tidspunkt var der endnu enkelte fiskefartøjer i de store havnebassiner med tilhørende industri. Siden forsvandt fiskeriet helt.
Foto Lars Gornitzka, Bornholms Museum.
Af .
Licens: Begrænset anvendelse

Nexø er en havneby på Bornholms østkyst med 3607 indbyggere (2020). Havnen var indtil 1990'erne en af Østersøens største og vigtigste fiskerihavne.

Faktaboks

Etymologi
Nexø nævnes i 1346 som Nexe. Første led er muligvis af olddansk næk, nøkke, andet led af olddansk , .
Også kendt som

Tidligere skrevet: Neksø

Erhverv

Erhvervet har før været domineret af fiskeri og fiskeindustri i havneområdet. Efter fiskeriets kollaps landes der nu kun sjældent fisk i havnen. Butikker og serviceerhverv og turisme har overtaget som de vigtigste erhverv. I udkanten af byen ligger Danmarks Designskole, Bornholm (tidligere Glas- & Keramikskolen Bornholm).

Bebyggelse

Nexø er domineret af ejerboliger, især enfamilieshuse i halvandet plan; mange haver og gårde er indhegnet af sandstensgærder. Som følge af de sovjetiske flybombardementer i 1945 er store dele af byen præget af 1940'ernes genopbygning i funktionalistisk murstensbyggeri.

Historie

Nexø bombardement
Det brændende Nexø fotograferet fra et svensk observationsfly efter sovjetiske flybombardementer den 8. maj 1945.

Nexø opstod af Bodilsker Sogns fiskerleje, der i middelalderen fik et kapel som anneks til Bodils Kirke. Byen havde købstadsrettigheder i 1346 og slog sig op på sildefiskeri og udførsel af landbrugsprodukter, ligesom den var kendt for sit gode øl.

Lübeckerne afbrændte byen først i 1500-tallet, og i 1645 blev den udplyndret af svenskerne. I 1700-tallet blev kirken forhøjet og udvidet, og Nexø blomstrede ikke mindst pga. eksport af levende fisk og rød sandsten til København. Stenen blev brudt i det sandstensbrud, som Frederik 5. etablerede i 1754 nord for byen; affaldssten herfra blev lokalt brugt til byggeri af huse og gærder.

Omkring 1800 var Nexø Bornholms administrative centrum, og i løbet af 1800-tallet voksede byens næringsliv med bl.a. bådebyggeri, jernstøberi (1864) og Det Østbornholmske Dampskibsselskab (1877), der drev rutefart til København.

Den 7. og 8. maj 1945 blev Nexø udsat for voldsomme sovjetiske bombardementer, der fuldstændigt ødelagde byens centrum omkring havnen og torvet. Af dens 900 huse blev 856 beskadiget, heraf 175 totalskadet. Den svenske stat forærede byen 75 træhuse, de såkaldte svenskehuse, og den blev nænsomt genopbygget.

Administration og seværdigheder

Martin Andersen Nexø portrætteret i 1931.
Af //Ritzau Scanpix.

Nexø var administrationsby for Nexø Kommune, der blev oprettet i 1970 ved sammenlægning af sognekommunerne Bodilsker, Ibsker og Povlsker og købstadskommunerne Nexø og Svaneke. Kommunen blev i 2003 lagt sammen med de øvrige bornholmske kommuner i Bornholms Regionskommune.

Ved Nørremølle nord for Nexø fandtes i 2006 Bornholms største skat fra vikingetiden, Nørremølleskatten. Sydvest for Nexø findes Fandens Keglebane, en vandreblok fra istiden med helleristninger i form af skåltegn.

Forfatteren Martin Andersen Nexøs barndomshjem er indrettet som museum.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig