Naviair, (kort for Navigation Via Air), flyvesikringstjeneste, som blev udskilt fra Statens Luftfartsvæsen i 2001, bl.a. for at sikre adskillelse mellem luftfartstjenesten og tilsynsmyndigheden. Siden 2010 en selvstændig offentlig virksomhed.

Naviair er hovedleverandøren af civil lufttrafiktjeneste i Danmark og står for driften af den civile flyvekontroltjeneste, den centrale flyveinformationstjeneste i København FIR og den centrale alarmeringstjeneste. I Søndrestrøm FIR står Naviair for den centrale flyveinformationstjeneste og alarmeringstjeneste under 19.500 fod.

Naviairs hovedsæde ligger ved Københavns Lufthavn i Kastrup. Medarbejderne uddannes både internt og ved Malmøs Air Traffic Service-akademi Entry Point North, som Naviair er medejer af. Ud over flyveledere og flyvelederassistenter beskæftiger Naviair ingeniører og andet teknisk personale, som vedligeholder de systemer og flyvesikringsanlæg, der er nødvendige for sikkert at lede fly gennem dansk luftrum. Naviair har ca. 700 medarbejdere (2015).

Naviairs hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig