Nauru

Faktaboks

officielt navn:
Republic of Nauru
dansk navn:
Nauru
hovedstad:
Yaren
indbyggertal:
9378 (2011)
areal:
21 km2 km²
officielt/officielle sprog:
nauruansk (off.), engelsk
religion:
protestanter 66%, katolikker 33%, andre 1%
møntfod:
australske dollar
Valutakode:
AUD
Engelsk navn:
Nauru
Uafhængighed:
1968
Befolkningssammensætning:
nauruanere 60%, andre (mikronesiere, kinesere, australiere mfl.) 40%
BNP pr. indb.:
3450 $ (2007)
Middellevetid:
mænd 60 år, kvinder 67 år (2005)
Indeks for levevilkår, HDI:
-
Indeks for levevilkår, position:
-
Internetdomænenavn:
.nr
.
.
.

Nauru, ø og selvstændig republik i det vestlige Stillehav tæt på ækvator; en af verdens allermindste stater.

Nationalflag

Flaget valgtes ved en konkurrence, og det blev officielt hejst første gang i 1968. Samtidig med, at den blå farve og stjernen hentyder til øens tidligere tilknytning til Australien, symboliserer de begge og den gule stribe den lille østat, der ligger 1° under ækvator. Stjernens 12 takker står for øens 12 oprindelige klaner.

Geografi

Øen består af råfosfat, opbygget gennem tusinder af år af havfugles gødning (guano), aflejret i det tørre tropiske klima på et langsomt indsynkende koralrev. Siden begyndelsen af 1900-t. har udenlandske selskaber opgravet og eksporteret råfosfaten til fremstilling af kunstgødning. Importeret arbejdskraft fra andre Stillehavsøer udfører arbejdet. Efter mange års retssager får Nauru nu reel betaling for øens fosfat, og målt med BNP pr. capita er Nauru blev en af verdens mest velhavende nationer. Fra midten af 1990'erne til 2005 var Nauru et skattely og et center for hvidvaskning af penge. 2001-08 og igen fra 2012 rummer Nauru et detentionscenter for flygtninge, åbnet af den australske regering. Forholdene i centret er blevet kritiseret af menneskerettigheds-organisationer, men institutionen er en vigtig indtægtskilde for Nauru.

Bebyggelsen ligger spredt langs kysten, og der er ingen egentlig hovedstad. Fosfatindtægterne er især blevet investeret i udlandet, især i luftfart og ejendomme, og øen selv ligger nu hen som et goldt månelandskab, arret af de udtømte fosfatlejer.

Nauruanernes oprindelige erhvervskultur er gået tabt under de mange års fosfatbrydning og flere perioder med kolonial undertrykkelse. Landbrug findes stort set ikke, og der fiskes heller ikke. Ernæringen består af importeret dåsemad, og pga. velfærdssygdomme er levealderen lav. Over 50% af befolkningen har sukkersyge; leversygdomme og trafikulykker er andre vigtige dødsårsager.

Historie

De første bosættere er formentlig kommet til Nauru for ca. 2000 år siden. Fysisk og sprogligt kan der spores forbindelser til Carolinerne og Marshall-, Gilbert- og Salomonøerne. Oprindelig var befolkningen organiseret i klaner, og øen var opdelt i 12 distrikter, der var ledet af høvdinge. Britiske søfolk besøgte som de første europæere Nauru i 1798 og navngav den Pleasant Island. Fra ca. 1830 besøgte hvalfangere jævnlig øen, og adskillige beachcombers 'omstrejfere' slog sig ned på Nauru. Klankampe blussede op, men blev bragt til ophør i 1888, da Tyskland indlemmede øen i protektoratet Marshalløerne. I 1899 begyndte missionærer at udbrede kristendommen på Nauru, og i 1906 indledtes brydning af fosfat. Efter Tysklands nederlag i 1. Verdenskrig administrerede Storbritannien, Australien og New Zealand fra 1919 øen på et mandat fra Folkenes Forbund. 1942-45 var Nauru besat af Japan; ca. 1200 nauruanere blev deporteret som tvangsarbejdere. Fra 1947 var Nauru formynderskabsområde under FN, styret af Australien. I 1968 blev Nauru en uafhængig republik samt medlem af Commonwealth.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig