Portugals landshold
Portugal fejrer sejren i Nations League 2018/2019.
Portugals landshold
Af /Reuters/Ritzau Scanpix.

Nations League er en fodboldturnering for europæiske landshold. Den spilles hvert andet år og arrangeres af UEFA. Turneringen fandt første gang sted i sæsonen 2018/2019.

Faktaboks

Også kendt som

UEFA Nations League

Nations League har i nogen grad erstattet venskabskampe og træningskampe og giver desuden de deltagende landshold en ekstra mulighed for at kvalificere sig til EM eller VM. Portugal blev den første vinder af Nations League med en finalesejr på 1-0 over Holland den 9. juni 2019.

Turneringsformatet i Nations League

Oprindelig struktur

Nations League
Gareth Bale fra Wales jubler over en scoring i Nations League-kampen mellem Wales og Irland den 6. september 2018.
Nations League
Af /Shutterstock/Ritzau Scanpix.

I den første udgave af Nations League deltog i alt 54 lande placeret i fire divisioner: League A (12 hold), League B (12 hold), League C (14 hold) og League D (16 hold). Hver division bestod af fire grupper med tre eller fire hold i hver. Efter den første sæson ændrede UEFA strukturen.

Inddeling

Fra og med sæsonen 2020/2021 deltager i alt 55 nationer i Nations League. De bedste hold er placeret i League A; de dårligste i League D. League A, B og C består af fire grupper med fire hold i hver. League D består af to grupper med fire hold i den ene gruppe og tre i den anden.

Gruppespillet

Nations Leauge
Kylian Mbappe og Karim Benzema efter Frankrigs finalesejr på 2-1 over Spanien den 10. oktober 2021.
Nations Leauge
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

I gruppespillet møder holdene i hver gruppe hinanden både på hjemmebane og på udebane. En sejr giver 3 point, en uafgjort 1 point og et nederlag 0 point. De fire gruppevindere i League A kvalificerer sig til slutspillet ("Final Four"), der består af semifinaler, bronzefinale og finale. Vinderen af finalen modtager en pengepræmie samt Nations League-trofæet.

Gruppespillet finder sted fra september til november i lige år; slutspillet i juni i ulige år. I sæsonen 2022/2023 blev gruppespillet dog afviklet i juni og september for ikke at kollidere med VM i fodbold i november/december 2022.

Op- og nedrykning

Gruppevinderne i League B, C og D rykker en række op, mens holdene på sidstepladsen i grupperne i League A og B rykker en række ned. De fire hold på sidstepladsen i grupperne i League C skal igennem et slutspil, hvor de to dårligste rykker ned i League D.

I den første udgave af Nations League blev de deltagende hold rangeret efter deres placering på UEFA's rangliste for landshold. I de efterfølgende udgaver er rangeringen afgjort ved oprykning og nedrykning.

Finaler i Nations League

Nations League
Norges Erling Haaland i kampen mellem Norge og Slovenien den 9. juni 2022.
Nations League
Af /Gonzales Photo/Ritzau Scanpix.
Sæson Dato Finale Resultat
2018/2019 9.6.2019 Portugal – Holland 1-0
2020/2021 10.10.2021 Frankrig – Spanien 2-1
2022/2023 18.6.2023 Spanien – Kroatien 0-0, efter straffespark 5-4

Kvalifikation til EM og VM

I den første turnering i sæsonen 2018/2019 kvalificerede i alt fire hold sig til EM 2020 (udsat til 2021 pga. coronapandemien) via slutspil i Nations League. I den anden udgave af Nations League fik to nationer tildelt playoffkampe til VM i 2022. I sæsonen 2022/2023 er der tre pladser til EM i Tyskland i 2024 på spil. De fordeles efter playoffkampe mellem hold, der ikke kvalificerer sig gennem den almindelige EM-kvalifikationsturnering. Kun hold i League A, B og C kan få playoffkampe.

Danmark i Nations League

Nations League

Kasper Dolberg (i midten) har scoret til 1-0 i Nations League-kampen mellem Danmark og Frankrig den 25. september 2022. Joakim Mæhle og Christian Eriksen jubler med.

Nations League
Af /Ritzau Scanpix.

Nations League 2018/2019

Danmark var i sæsonen 2018/2019 placeret i League B i en gruppe med Irland og Wales. Med Åge Hareide som træner blev det til 2 sejre og 2 uafgjorte. Danmark vandt gruppen og rykkede op i League A.

Nations League 2020/2021

I den anden udgave af Nations League spillede Danmark i League A i en gruppe med Belgien, England og Island. Med Kasper Hjulmand som træner endte Danmark på andenpladsen i sin gruppe og forblev dermed i den bedste pulje.

Nations League 2022/2023

I sæsonen 2022/2023 var Danmark i gruppe med Frankrig, Kroatien og Østrig. Det blev til 4 sejre og 2 nederlag, en målscore på 9-5 og en samlet andenplads i gruppen. Dermed er Danmark også at finde i det bedste lag i sæsonen 2024/2025.

Nations League 2024/2025

Danmark skal i sæsonen 2024/2025 møde Spanien, Schweiz og Serbien.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig