Nationalparken i Nord- og Østgrønland

Nationalparken i Nord- og Østgrønland er et naturreservat, som dækker hele nordøstgrønland. Med et areal på 972.000 km² er det verdens største nationalpark; det meste er dækket af indlandsis, men 200.000 km² af kystområdet er isfrit om sommeren.

Bortset fra mandskabet på de fire vejrstationer, Mesters Vig, Daneborg, Danmarkshavn og Station Nord, samt Siriuspatruljen er området ubeboet og mennesketomt. Dog besøges det hver sommer af et antal gæster, især geologiske og biologiske videnskabelige ekspeditioner til bl.a. forskningsstationen Zackenberg nær Daneborg. Kun Station Nord og Mesters Vig har landingsbaner til større fly; spredt findes landingsmuligheder for små propelfly.

Nationalparken rummer enorme, helt uberørte naturområder. Flere lokaliteter på den 2000 km lange kyst er vigtige yngleområder for isbjørn og hvalros. Parken rummer desuden bestande af moskusokse, lemming, hermelin, polarræv, ulv og snehare foruden en rig fauna af havfugle, gæs, rype, sneugle og jagtfalk. Rensdyret uddøde i vinteren 1899-1900, men en genindvandring kan evt. ske fra Canada over Nares Strædet, som det er sket med ulven.

Parken blev oprettet 1974 på initiativ af departementschef Eske Brun (1904-87) og zoologen Chr. Vibe i samarbejde med Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland og det daværende landsstyre. Den administreres af Grønlands selvstyre; adgang gives efter godkendelse af formål, rejserute og sikkerhedsudstyr. Ved bjergbestigning og andre sportslige ekspeditioner kræves garantisum for evt. redningsaktioner. Parkens fredningsbestemmelser er strenge; dog finder råstofeftersøgning sted bl.a. ved Citronen Fjord længst mod nord.

Alle pattedyr og fugle er totalfredede, og fiskeri må kun ske med stang og pilk. Fangere fra Ittoqqortoormiit (Scoresbysund) og Qaanaaq (Thule), der støder op til parken, har dog tilladelse til fangstrejser med traditionelt udstyr efter isbjørn.

Ved kysterne er der fundet mange spor af tidligere bopladser; de ældste er 4500 år gamle, mens det sidste tegn på en NØ-grønlandsk inuitbefolkning er kaptajn D.C. Claverings beretning om et møde med indfødte i 1823 på den ø, der bærer hans navn. I 1900-t. etableredes en lang række fangsthytter på den sydlige del af kysten af danske og især norske pelsjægere. En del af dem vedligeholdes af praktiske eller historiske grunde.