Nationalencyklopedin er et svensk alment opslagsværk med artikler skrevet af flere tusinde eksperter og redigeret af redaktører med relevant faglig baggrund.

"Mot bättre vetande”

I 1977 blev der nedsat en statslig komité, der fik til opgave at udrede, hvorvidt der var behov for et nyt svensk opslagsværk. I 1980 offentliggjorde komitéen sine resultater i udredning ”Mot bättre vetande”, hvor det blev anbefalet at udgive et nyt opslagsværk. I første omgang førte anbefalingen ikke til handling. Først da lederen af Statens Kulturråd, Göran Löfdahl (1936-2000), gik ind i sagen, kom der større politisk opmærksomhed på spørgsmål.

Udgivelse af Nationalencyklopedin

I 1985 fik Statens Kulturråd til opgave at tegne en forlagsaftale med henblik på udgivelse af Nationalencyklopedin. Licitationen blev vundet af Bokförlaget Bra Böcker, som gennemførte udgivelsen af bogudgavens 20 bind planmæssigt i perioden 1989-1996. Førsteudgavens bogform blev i løbet af udsendelsesperioden solgt i over 100.000 eksemplarer. I 2000 udkom tre supplementsbind til opslagsværket.

Digital udgave

Hele værket er siden 2000 tilgængeligt som betalingsleksikon på internettet og vedligeholdes og opdateres af en fast stab af redaktører og forfattere. Allerede i 1997 var en ajourført elektronisk udgave udgivet på cd-rom, efterfulgt af en dvd året efter. Nationalencyklopedin engagerer sig fortsat i udgivelser, der alle har til formål at formidle faktuel viden, bl.a. årbøger siden 1997 med behandling af det forløbne års begivenheder i artikelform. Bra Böcker og Nationalencyklopedin er i dag datterselskaber i den svenske forlagskoncern Cydonia.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig