Nathaniel Wallich, egl. Nathanael Wallich, 1788-1854, dansk botaniker. Wallich studerede kirurgi og naturhistorie i København og blev i 1806 kirurg i den danske koloni Frederiksnagore ved Calcutta. I 1817 blev han direktør for East India Companys botaniske have ved Calcutta og udforskede de følgende 30 år floraen i Indien, Nepal, Burma, Penang og Singapore. Wallich tog mange praktiske initiativer, bl.a. til tedyrkning, og var i 1814 med til at grundlægge Indian Museum i Calcutta, der er Indiens ældste museum. Han udgav en række store botaniske værker, bl.a. Plantae Asiaticae rariores (1830-32). Han var æresdoktor ved Københavns Universitet og medlem af Videnskabernes Selskab.