Narbonne

Narbonne, by i Sydfrankrig 80 km SV for Montpellier; ca. 52.800 indb. (2013). Bycentret domineres af det store ærkebiskoppalæ og domkirke, hovedsagelig fra 1200- og 1300-t. Narbonne er lokalt servicecenter og trafikknudepunkt med jernbane og motorveje til Toulouse, Perpignan-Barcelona og Montpellier. Den omgives af flere vindistrikter og er et center for vinhandel. I en ny kysthavn, Porte-la-Nouvelle, indføres olie, og fra Det Aquitanske Bassin udføres korn.

Narbonne, antikkens Narbo Martius, blev i 118 f.Kr. grundlagt som romersk koloni i tilknytning til en keltisk bosættelse. Kolonien var hovedbyen i provinsen Gallia Narbonensis og blev med sine gode havnemuligheder en vigtig handelsby; den blev endvidere sæde for provinsens kejserkult. Byen blev i 400-t. erobret af visigoterne og var deres kongssæde indtil 719, da byen blev erobret af araberne.

Narbonne blev erobret af frankerne i 759. Havnen sandede til i 1300-t., og byens status som handels- og håndværkscenter aftog. Den kom under den franske krone i 1507.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig