Napoleon Bonaparte

Efter et mislykket royalistisk attentat prøvede Napoleon at sikre styret ved at lade sig krone til de franskes kejser 2.12.1804 i Notre-Dame i Paris under overværelse af paven. I 1805 blev Napoleon tillige konge af Italien og året efter beskytter af Rhinforbundet efter at have opløst det hensygnende Tysk-romerske Rige. I de følgende år indsatte han slægtninge som fyrster i de franske lydstater.

Selvom Napoleon betragtede Storbritannien som hovedfjenden, og han derfor havde samlet store styrker ved kanalkysten for at foretage en invasion, måtte han i 1805 angribe Østrig og Rusland, efter at disse havde erklæret krig. Disse magter blev slået ved Austerlitz i 1805, Preussen ved Jena i 1806 og Rusland ved Eylau og Friedland i 1807. Derefter sluttede Rusland 7.7.1807 fred med Frankrig i Tilsit og tilsluttede sig Kontinentalsystemet.

Efter at den britiske flåde under admiral Nelson havde slået den forenede fransk-spanske flåde ved Trafalgar i 1805, måtte Napoleon opgive alle invasionsplaner. Derfor ændrede han strategi til en defensiv økonomisk krigsførelse mod Storbritannien via Kontinentalsystemet eller Fastlandsspærringen; den blev proklameret med Berlinerdekretet i 1806, hvilket medførte forbud mod import af britiske varer til Frankrig og dets lydlande.

Det var derfor vigtigt at få kontrol over Portugal, som traditionelt havde en stor handel med Storbritannien. Samtidig blev Napoleon involveret i interne dynastiske stridigheder i Spanien, som endte med, at Napoleon indsatte sin ældre bror Joseph som konge i 1808. Dette førte til en brutal guerillakrig, som bandt mange franske tropper i Spanien. Snart efter måtte de også kæmpe mod britiske hjælpetropper under general Wellesley, den senere hertug af Wellington.

Østrig vejrede morgenluft og søgte atter at rejse sig til modstand mod det franske overherredømme, men blev med stort besvær besejret ved Wagram i 1809. Alliancen mellem de to parter blev beseglet ved Napoleons ægteskab med ærkehertuginde Marie-Louise af Habsburg. I 1811 fødte hun en søn, som fik titlen "konge af Rom", og dermed var arvefølgen sikret. Forinden havde Napoleon ladet sig skille fra Joséphine, som ikke havde været i stand til at skænke ham en tronarving.

Forholdet mellem Frankrig og Rusland blev mere og mere anspændt, især da kejser Aleksander 1. underminerede Kontinentalsystemet ved at lægge told på franske varer og tillade neutrale skibe at anløbe russiske havne. I juni 1812 kastede Napoleon sig ud i en hasarderet invasion af Rusland. Under store vanskeligheder rykkede La Grande Armée på 600.000 mand, som bestod af kontingenter fra mange europæiske lande, dybere og dybere ind i Rusland. Først ved Borodino slog de franske styrker de russiske og indtog derefter Moskva i september.

Men byen var rømmet, og snart udbrød der voldsomme brande, som lagde store dele af den i aske. Da den russiske kejser ignorerede de franske fredstilbud, og vinteren var ved at nærme sig, indledte Napoleon i slutningen af oktober sit tilbagetog. Ved meddelelsen om kupplaner i Paris forlod Napoleon sine tropper for med få ledsagere at haste til Paris. Felttoget endte i den helt store katastrofe pga. sult, kulde og kosakangreb med et tab på ca. ¹/₂ mio. mand, 200.000 heste og enorme mængder af materiel.

I felttogene 1813-14 stod Napoleon over for en samlet front bestående af stormagterne Storbritannien, Rusland, Østrig og Preussen, som han i længden ikke kunne hamle op med. I oktober 1813 tabte han på afgørende vis Slaget ved Leipzig, hvilket medførte, at franskmændene måtte trække sig tilbage over Rhinen. Den 30.3.1814 blev Paris indtaget, og få dage efter blev Napoleon af sine marskaller tvunget til at abdicere i Fontainebleau. Han blev derefter af sejrherrerne forvist til Elba. En provisorisk regering, der blev ledet af Napoleons tidligere udenrigsminister Talleyrand og støttet af den russiske kejser, genindsatte Ludvig 18. Bourbon på den franske trone.

I marts 1815 vendte Napoleon tilbage og gjorde et forsøg på at retablere kejserdømmet, de såkaldte Hundrede Dage. Efter nederlaget ved Waterloo 18.6.1815 mod Wellingtons styrker, der blev støttet af general Gebhardt Leberecht von Blüchers preussiske tropper i den afgørende slutfase, måtte han imidlertid for anden gang abdicere til fordel for Ludvig 18. Napoleon overgav sig til den britiske regering, som fik ham forvist til øen Sankt Helena, hvor han døde i 1821. I 1840 lod kong Ludvig-Filip Napoleons jordiske rester bisætte i en sarkofag i Église du Dôme des Invalides i Paris.

Napoleon var en meget sammensat karakter. Han var ambitiøs, magtbegærlig og kynisk, men tillige en realistisk hårdtarbejdende improvisator, der hurtigt kunne overskue vanskelige situationer. Han havde sin styrke som taktikeren, der mesterligt forstod at udnytte de givne omstændigheder, både politisk og militært.

Allerede mens Napoleon var ved magten, udformede han bevidst sin egen myte, og på Sankt Helena udnyttede han tilhængerne de las Cases og Charles Tristan de Montholon (1783-1853) i det øjemed. De skabte den romantiske legende, der gik ud på, at Napoleon i virkeligheden havde ønsket at give de europæiske befolkninger frihed, selvstændighed og fred. Et mere realistisk billede møder man i de dagbøger fra Sankt Helena, som Gaspard Gourgaud (1783-1852) og Henri Gatien Bertrand (1773-1844) skrev uden tanke på udgivelse, og som først blev publiceret langt senere.

I årtierne efter Napoleons fald opstod der parallelt med legenden en folkelig, romantisk kejserkult. Digteren de Béranger bidrog hertil med sine populære viser om Napoleon.

Endelig opstod der omkring Napoleons nevø, Louis Bonaparte, den senere kejser Napoleon 3., en politisk bevægelse kaldet bonapartismen, der havde som program, at den stærke napoleonske stat skulle muliggøre en større social retfærdighed. Efter det andet kejserdømmes fald som følge af nederlaget i krigen mod Preussen i 1870 mistede denne bevægelse sin betydning.