Nanak, 1469-1539, indisk digter, stifter af sikhernes religion. Med en vishnuitisk baggrund og under påvirkning af islamisk mystik udviklede Nanak sin lære, der kommer til udtryk i hans mange hymner. Vigtige elementer er bl.a. meditation og gudhengivenhed uden dyrkelse af gudebilleder. Efter et par årtiers omvandren, sandsynligvis med ophold i forskellige hinduistiske og islamiske religiøse centre, slog Nanak sig omkring 1520 ned i Kartarpur i Punjab, hvor han forkyndte sin lære for en kreds af tilhængere, shishyaer eller sikhere. Næsten et tusind af Nanaks hymner er optaget i sikhernes hellige bog, Adi Granth.