Naim Frashëri, 1846-1900, albansk forfatter. Frashëri voksede op i landsbyen Frashër i Sydalbanien, hvor han lærte tyrkisk, arabisk og persisk. Herefter flyttede han til Ioannina i Grækenland, hvor han lærte oldgræsk og moderne græsk samt italiensk og fransk. I Konstantinopel var Frashëri aktiv i den albanske nationalistbevægelse og i Selskabet for publicering af albanske skrifter (grdl. 1879). Frashëri har skrevet 22 bøger, fire på tyrkisk, en på persisk, to på græsk og 15 på albansk, bl.a. det populære epos om Albaniens nationalhelt Skanderbeg og det albanske nationalpoem Kvæghold og agerdyrkning, en pastorale med Vergils digtning som forbillede. Eftersom Den Høje Port, regeringssædet i Osmannerriget, ikke tillod, at skrifter blev trykt på albansk i Konstantinopel, udgav han sine albansksprogede værker i Bukarest. Frashëri udviklede albansk til et udtryksfuldt litteratursprog og fik afgørende betydning for den albanske litteraturs udvikling i begyndelsen af 1900-t.