Naha, hovedbyen på de japanske Okinawaøer syd for Kyushu; 321.800 indb. (2016). Byen ligger på hovedøen Okinawa og er en vigtig havneby. Naha blev fuldstændig sønderbombet under 2. Verdenskrig, og øerne var herefter under direkte amerikansk administration frem til 1972. De omfattende amerikanske militæranlæg omkring Naha førte til masseafvandring fra landbrugsområderne, hvilket førte til beskæftigelses- og boligproblemer. Nu har byen nogen letindustri, men den er først og fremmest centrum for den store turisme til Japans sydligste øer.