NTSC

NTSC, National Television System Committee, farvefjernsynssystem udviklet i USA i 1953 og indført som standard i bl.a. USA, Canada, Mexico og Japan. Systemet rummer de grundlæggende idéer, som også indgår i de to andre analoge kompositsystemer, der har opnået udbredelse, de europæiske SECAM og PAL.

NTSC-systemet har en videobåndbredde på 4,2 MHz og en kanalbåndbredde på 6 MHz; den FM-modulerede lydbærebølge er placeret 4,5 MHz over billedbærebølgen. Grundlæggende transmitteres lysintensitet (luminanssignalet), som giver et monokromt billede, mens der supplerende sendes information om billedets indhold af farvetoner og farvemætning (krominanssignal). Krominansinformationen bæres af to farvesignaler, som er flettet ind i luminanssignalet, så den samlede båndbredde ikke øges. Der anvendes 525 tv-linjer og 60 delbilleder pr. sekund.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig