NORDITA

NORDITA, Nordisk Institut for Teoretisk Fysik (opr. Atomfysik), forskningsinstitut under Nordisk Ministerråd med hjemsted i København. Instituttet blev oprettet i 1957 med Niels Bohr som initiativtager fra dansk side. NORDITAs formål er at drive forskning inden for teoretisk fysik og at fremme og videreudvikle det nordiske samarbejde på dette område. Forskningsaktiviteterne fokuserer især på astrofysik, kondenserede materialers fysik og subatomar fysik.

NORDITA er et af de største institutter under Nordisk Ministerråd. Den videnskabelige stab består af en direktør, en vicedirektør, seks professorer, fire lektorer og et antal yngre nordiske forskere. Hertil kommer nordiske og udenlandske forskere, der besøger instituttet for en kortere eller længere periode.

Instituttet udfylder en vigtig rolle som formidler af internationale tendenser i den moderne fysik til hele Norden. Det sker dels gennem uddannelse af yngre forskere, dels ved samarbejde om konkrete forskningsprojekter og endelig ved afholdelse af internationale symposier og sommerskoler.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig