N.P. Dahl, Niels Peter Dahl, 1869-1936, dansk politiker. Dahl var sognepræst i Brande, senere i Sædder ved Køge. Bl.a. som følge af F.J. Borgbjergs agitation tilsluttede han sig Socialdemokratiet. I 1913 blev han medlem af Folketinget og 1918-36 af Landstinget og fik som en af de få præster i partiet posten som kirkeminister i Staunings regeringer 1924-26 og 1929-35. Ligesom partiet var Dahl tilhænger af at adskille stat og kirke, men efter regeringskoalitionen med Det Radikale Venstre i 1929 måtte sådanne planer opgives.