N.E. Nørlund, Niels Erik Nørlund, 1885-1981, dansk astronom, matematiker og geodæt, bror til Poul Nørlund; magisterkonferens i astronomi og doktorgrad i matematik 1910 fra Københavns Universitet, assistent ved Observatoriet i København 1908-12, professor i matematik i Lund 1912-22 og i København 1922-56. Nørlund gav vigtige bidrag til teorien for differensligninger. Fra 1923 var han direktør for Den Danske Gradmaaling (det senere Geodætisk Institut), hvor han bl.a. opbyggede en akademisk uddannelse i geodæsi.