Nürnberg, by i den tyske delstat Bayern ved floden Pegnitz og Main-Donau-kanalen 150 km nord for München; 505.700 indb. (2010). Nürnberg er vokset sammen med Fürth i vest og satellitbyen Langwasser i syd. Mod nord har et gammelt gartneribrug ("Hvidløgslandet") været en barriere for byudvidelsen og udgør i dag et grønt område mellem Nürnberg og Erlangen.
Byområdet Nürnberg-Erlangen-Fürth-Schwabach er Nordbayerns vigtigste service- og industricentrum. Blandt de mange industribrancher, hvoraf flere delvis har deres rod i middelalderlige håndværk, har elektroteknisk industri udviklet sig som den vigtigste, fulgt af maskin-, bil- og motorcykelindustri. Desuden produceres fx metalvarer, kunststoffer, legetøj (Nürnbergerkram), nærings- og nydelsesmidler samt smykker.
Nürnberg Havn blev indviet i 1972 i forbindelse med Main-Donau-kanalen, og da havnens placering har været planlagt siden 1921, er der blevet taget hensyn hertil under bygning af motorveje og godsspor. Nær havnen ligger også store industriområder.
Lufthavnen ligger i byens nordlige del. Den første tyske jernbane åbnede mellem Nürnberg og Fürth i 1835; i dag indgår både Fürth og Langwasser, der har service-, uddannelses- og kulturfunktioner, i byens nærtogsnet. Nürnberg er kendt for sine ca. 40 årlige messer, bl.a. legetøjsmessen i det nye messecentrum i byens sydøstlige del, opfindermessen samt jagt- og sportsvåbenmessen.
Nürnberg har som kulturelt tyngdepunkt i Franken flere teatre, et operahus, en mestersangerhal og en zoologisk have samt et over 600 år gammelt bibliotek, en del af Erlangen-Nürnberg-Universität.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.