Mälaren
Mälaren kendetegnes ved sin fligede form, sine trange nor og en mangfoldighed af øer.
Af .
Licens: CC BY 2.0

Mälaren er en sø i Sverige, der med sine 1140 km2 er landets tredjestørste.

Faktaboks

Etymologi
Søen kendes fra ca. 1320 som Mæle, oprindelig Mælir, vist af gammelsvensk mal 'grus'.

Mod øst står den via flere smalle sunde gennem Stockholm og Södertälje i forbindelse med Østersøen, som den tidligere har været en del af, men den stadig virksomme landhævning har snøret bugten af og vanskeliggjort sejladsen. Sveriges ældste by, Birka, lå på en ø i Mälaren. Søen er 100 km lang i retningen vest-øst, mens bredden varierer stærkt pga. forkastninger, åsdannelser og sprækkedannelser.

Søen har enkelte større øer samt ca. 8000 holme og skær, der er mindre end 1 ha. Dens omgivelser, Det Mellemsvenske Sund, er velopdyrkede og tætbefolkede; her ligger bl.a. flere af Stockholms vestlige fjernforstæder: Enköping, Västerås, Eskilstuna og Strängnäs.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig