Mário Soares, 1924-2017, portugisisk politiker, nøglefigur i Portugals re-demokratisering efter Nellikerevolutionen 1974. Under Salazars diktatur sad Soares fængslet flere gange; fra 1970 var han i eksil i Paris, hvor han var medstifter af det socialdemokratisk orienterede Partido Socialista, hvis leder han blev. Efter revolutionen var Soares minister i flere provisoriske regeringer og blev i 1976 premierminister i den første demokratisk valgte regering siden 1926. Han blev præsident i 1986 og befæstede sin position som landsfader ved i 1991 at blive genvalgt med mere end 70% af stemmerne. I 1996 gik han af, men trådte snart efter atter aktivt ind i politik og var 1999-2004 medlem af EU-Parlamentet. Soares opstillede til præsidentvalget i 2005, men opnåede kun en beskeden tredjeplads.