mykobakteriose hos fisk

Mykobakterier er almindelige i naturen, og alle fisk må regnes for at være modtagelige for sygdommen. Mykobakteriose er påvist fra mere end 150 fiskearter over hele verden, eksempelvis er den konstateret hos atlantisk laks, torsk og makrel.

Mykobakterier tilhører slægten Mycobacterium i familien Mycobacteriaceae.

Slægten Mycobacterium inddeles traditionelt i to hovedgrupper: Mycobacterium tuberculosis-komplekset, der rummer de arter, som giver tuberkulose hos mennesker og pattedyr, og ikke-tuberkuløse mykobakterier ("non -tuberculous mycobacteria"), NTM), hvor man blandt andet finder arterne, som kan give sygdom hos fisk.

Betegnelsen fisketuberkulose har været benyttet om sygdommen hos fisk, men det kan misforstås, og betegnelsen bør ikke benyttes. Tuberkulose er en alvorlig sygdom hos mennesker og pattedyr, men fisk får ikke tuberkulose.

Mykobakterier hos fisk blev første gang beskrevet i 1897 hos syge fisk i et saltvandsakvarium, og bakterien fik navnet M. piscium. Senere er mange andre mykobakterier beskrevet, og i dag kendes mindst 20 arter af mykobakterier, som giver sygdom hos fisk.

De bedst kendte fiskepatogene mykobakterier er M. fortuitum, M. marinum og M. chelonae samt de relativt nylig beskrevne M. shottsii, M. pseudoshottsii og M. salmoniphilum. Molekylære undersøgelser af M. salmoniphilum-isolater viser, at denne art er nært beslægtet med M. chelonae. Navnene i denne bakteriegruppe er foreslået revideret, men forslagene er omdiskuterede i fagkredse.

Den vigtigste smittevej er oral smitteoverføring med inficeret foder eller byttedyr. Smitte kan også overføres med vand fra fisk til fisk. Vertikal smitteoverføring, dvs. smitte fra forældredyr til afkom, er også blevet dokumenteret, men det har mindre betydning.

Inficerede fisk kan have mere eller mindre udtalte symptomer. Det kan være nedsat aktivitet, vækst og ædelyst eller pigmentforandringer, afmagring (særlig ved kroniske forløb), udstående øjne, katarakt (dvs. fortættet linse i øjet, hvilket resulterer i en uklar linse), rygradsdeformiteter, finneråd og hudsår (eventuel med sårdannelse i muskulaturen).

Mykobakteriose er kendt for at have en lang inkubationstid på mindst 6 uger. Sygdomstegn kan optræde flere år efter infektion, hvilket er grunden til, at sygdommen primært påvises hos store fisk. Temperaturoptimum for sygdommen er 25 °C. I intensivt opdræt af varmtvandsfisk kan sygdommen være et problem, mens den i opdræt af koldtvandsfisk optræder sygdommen kun sporadisk.

Ved obduktion af inficerede fisk finder man karakteristiske patologiske læsioner i form af større eller mindre gråhvide, granulomatøse knuder i nyre, lever, hjerte og milt samt eventuelt i muskulaturen. Dertil kommer hudlæsioner og forstørret milt og nyre. Afmagring er et typisk symptom ved kroniske forløb. Granulomdannelser i laksefisk kan være mindre udtalt end hos andre fiskearter. Op mod 80 procent af fisk i en population kan være inficerede.

Mykobakteriose hos fisk diagnostiseres ved makroskopiske fund af granulomer (knuder) i de indre organer eller ved hudlæsioner (eventuelt hudsår). Mykobakterier kan dyrkes på blodskål (dvs. vækstmedie med blod) eller specialmedier (selektive vækstmedier). Ved brug af mikroskopi kan der i vævssnit (histologi) ses karakteristiske granulomdannelser i de indre organer. For diagnosticering i mikroskop kan mykobakterier farves i vævssnit ved hjælp af specialfarvninger (Ziehl-Neelsens farvemetode). Immunhistokemi, som er en immunologisk teknik, der bruges på vævssnit, kan også benyttes som metode. Bakterien kan desuden påvises ved molekylærbiologiske metoder.

Differentialdiagnoser er andre bakterier, som kan give de samme karakteristiske granulomatøse betændelser (knuder). Aktuelle differentialdiagnoser afhænger af fiskearten. De omfatter bl.a. bakterierne Yersinia ruckeri, Francisella noatunensis, Piscirickettsia salmonis, Renibacterium salmoninarum (BKD), Rhodococcus spp. og Nocardia spp. Især Nocardia-infektioner udviser et tilsvarende sygdomsbillede som infektioner med mykobakterier.

Der findes ingen effektiv behandling mod mykobakterier hos fisk. Antibiotikabehandling har været forsøgt, men bakteriens cellevæg og dannelse af granulomer i de indre organer vanskeliggør behandling med antibiotika. Antibiotikabehandling mod mykobakterier hos fisk kompliceres yderligere af, at den må være langvarig for at have nogen effekt. Der findes ingen godkendte vacciner mod mykobakteriose hos fisk.

Da mykobakteriose hos fisk er en kronisk, langsomt udviklende sygdom, er fjernelse af bærere af sygdommen og desinfektion af opdrætsanlæg og akvarier som regel nødvendig for at kontrollere sygdommen. Ved sporadiske fund af symptomer i enkeltindivider fjernes de pågældende fisk. For akvariefisk vil brug af karantæne af nye fisk være et vigtig forebyggende tiltag, hvis man vil forhindre introduktion af smitte i akvariet. I opdræt forebygges sygdommen ved at varmebehandle foderet.

På baggrund af den nuværende viden er der ikke grundlag for at frygte, at inficerede fisk udgør en sundhedsrisiko for konsumenten (mennesker), da de fleste fiskepatogene mykobakterier ikke kan vokse ved 37 °C. Alligevel bør man være forsigtig ved håndtering og bearbejdning af inficerede fisk, hvor der er risiko for kontakt med skadet hud på hænderne. Det anbefales derfor, særlig for personer som ofte har tæt fysisk kontakt med fisk eller ved renhold af akvarier, at benytte handsker ved håndteringen af inficerede fisk. Det er også noget af baggrunden for de benyttede engelske betegnelser fish handler's disease og fish tank granuloma.

• fiskesygdomme
• bakterier