Mykhajlo Hrusjevskyj

Faktaboks

Mykhajlo Hrusjevskyj
født:
29. september 1866
død:
26. november 1934

Mykhajlo Hrusjevskyj, 29.9.1866-26.11.1934, ukrainsk historiker og politiker. Hrusjevskyj blev i 1894 professor i historie ved universitetet i Lviv og blev her grundlæggeren af den videnskabelige ukrainske historieskrivning. Han udviklede et historiesyn, hvorefter arvtageren af det middelalderlige Kijevrige ikke var Rusland gennem Moskvastaten, men Galitj-Volynien mod vest; dette blev grundlaget for tanken om en ukrainsk stat. Teorien ligger til grund for hans tibindsværk om Ukraine-Rus' historie fra de ældste tider til 1658, som stadig ikke er overgået.

Hrusjevskyj var i 1899 med til at danne Det Nationaldemokratiske Parti. Som følge af sine politiske aktiviteter blev han i 1916 arresteret af russerne og forvist til det nordlige Rusland. I 1917 valgtes han til formand for Det Ukrainske Centralråd, og i 1918 blev han valgt til præsident for den nyudråbte selvstændige Ukrainske Folkerepublik. Efter bolsjevikkernes overtagelse af Ukraine gik han i eksil i Vesteuropa, men vendte tilbage i 1924. I 1931 blev han anklaget for nationalisme og overført til Moskva og siden Kaukasus, hvor han døde. Hrusjevskyj har fået en særlig status efter Ukraines selvstændighed i 1991, idet hans historieopfattelse udnyttes aktivt i den igangværende ukrainske identitetsdebat, ligesom man stadig henviser til ham som det selvstændige Ukraines første præsident.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig