Myanmars sociale forhold

Myanmars militærstyre kontrollerede i 50 år fra 1962 nøgleindustrier, bankvæsen og handel. Samtidig kørte generalerne et velfungerende erhvervsliv, uddannelsessystemet og sundhedsvæsen fuldstændig i sænk. Overvågningen af samfundet var total gennem militærets efterretningsvæsen, fx skulle der tilladelse til at have overnattende gæster, og fotos af de registrerede beboerne i et hus skulle hænge på synligt sted. Medier, kommunikation og kunst var underlagt censur, og retssystemet fungerede vilkårligt. Samfundet var præget af frygt og rygtedannelse, og magthaverne brugte astrologi, spådomme og magi til at forudsige, modvirke eller påvirke hændelser.

Tvangsarbejde og tvangsflytning af landsbyer var udbredt. Børnedødeligheden høj og fejlernæring normen. Landet har mindst en halv million hiv-smittede, og tuberkulose og malaria er udbredt. Mindst 200.000 internt fordrevne fra konflikter i Arakan og Kachin staterne lever i flygtningelejre; i Burma såvel som Kina, Thailand og Bangladesh. Elendigheden til trods var der fremskridt: I 1990 døde 200 ud af hver 1000 børn, inden de fyldte 5 år. I 2010 var det 71. 2005-2010 steg det gennemsnitlige BNP pr. indbygger med 45 procent. Men i 2010 lå Burma i top 3 i samtlige internationale opgørelser over børnearbejde, børnesoldater, korruption, brud på menneskerettighederne samt fravær af borgerrettigheder og demokrati.

Ved overgangen til civilt styre i 2011 indledtes en markant reformkurs og demokratisering til genopretning af de foregående 50 års nedbrydning med modernisering af arbejdsmarkedet, uddannelse, sundhedssystemet mm., støttet af massiv international teknisk og økonomisk bistand.

Under militærstyret blev enorme formuer samlet på få hænder, og de ledende generalers venner og slægtninge sad på bankvæsenet, flyselskaber, hoteller, ædelsten, ædeltræ, ædelmetaller og andre indbringende industrier, mens resten af landet forfaldt. Også dette skulle reformer afhjælpe under den civile regering.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig