Buddhisme og religion generelt har stor betydning i Myanmars samfund, i dagligdagen og i politik.
Myanmars forfatning fra 2008 fastslår, at der er religionsfrihed i Myanmar, men at buddhismen har en særlig position som flertallets religion. 90 procent af befolkningen er theravadabuddhister. I folketællingen fra 2014 angives det, at 6,3 % er kristne, 2,3% er muslimer, 0,5 % er hinduer og 0,8 % er animister (åndetro). Dog er disse tal ikke retvisende, da cirka 1 million muslimer og flere end 100.000 kristne ikke var med i folketællingen.
Muslimer udgør cirka 4-5%. Langt de fleste er sunnimuslimer, men der er stor variation mellem by og land. Kristne fordeler sig mellem baptister, katolikker, anglikanere og syvendedagsadventister. Mange hinduer og deres templer er registrerede som buddhister.
Den religiøse frihed er blevet undergravet af religiøse modsætninger og især af nationalistiske munkes kampagne mod muslimer, og siden 2012 er religion blevet politiseret i Myanmar. Under de seneste årtiers militærstyre har der ofte været anti-muslimske optøjer støttet indirekte af militæret.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.