Artikelstart
De første store kongedømmer i det nuværende Myanmar var domineret af pyufolket i det øvre Myanmar og monfolket i syd og i det nuværende Thailand. Pyu og mon havde nær kontakt med Indien, og herfra indførtes buddhismen før år 500 e.v.t. Først mahayana- og derefter theravadabuddhismen satte deres præg på landets sociale orden. Kongerne byggede klostre og pagoder, og kongens magt byggede på hans karma, som igen var afhængig af støtten til buddhismen i form af gaver til munkeordenen.
Baganriget var det første kongedømme, som var præget af en burmesisk hersker, Anawratha (regent 1044-1077). Anawratha opførte storstilet tempelbyggeri i bl.a. hovedstaden Bagan, som faldt efter mongolsk invasion i 1287. Herefter kom shanfolket til magten, og hovedstaden flyttede i 1364 til Ava. De følgende århundreder var præget af økonomisk nedgang. Et nyt dynasti ekspanderede fra Toungoo og erobrede i midten af 1500-tallet Pegu og Ava med hjælp fra portugisiske soldater. Desuden invaderede burmanerne Thailand og erobrede hovedstaden Ayutthaya. I begyndelsen af 1600-tallet regerede portugiseren de Brito (d. 1613) vha. kanoner og kun 400 soldater det sydlige Myanmar.
I 1700-tallet blev Myanmar atter underlagt en centralmagt, denne gang Konbaung-dynastiet, grundlagt af kong Alaungpaya (1714-1760), der regerede 1753-1760. Han erobrede det sidste monkongedømme og nedkæmpede med hård hånd et oprør, som sendte tusinder af mon- og karenflygtninge ind i Thailand. Alaungpaya tillod briterne at oprette tømmerstationer og faktorier ved Bassein og på Kap Negrais, men han iværksatte derefter en massakre på dem, fordi han mistænkte dem for at støtte monoprøret. Han og siden hans sønner invaderede flere gange Thailand og tiltvang sig mere direkte magt over grænseområderne og mindretallene samt byggede en ny hovedstad, Amarapura. I 1824 søgte de britiske herskere i Indien at standse Myanmars ekspansion. Burmanerne gjorde indtil 1826 kraftig modstand; briterne mistede ca. 15.000 mand og søgte og fik hjælp af karener. Myanmar afstod Arakan (det nuværende Rakhine) og Tenasserim-halvøen til briterne, der især var interesserede i landets udstrakte teaktræsskove til skibsbygning. I 1852 kom Myanmar og Storbritannien atter i krig. Amerikanske og britiske missionærer havde omvendt en del karener, og Myanmars konge frygtede, at omvendelsen skulle undergrave buddhismen, kongemagten og burmansk kultur. Briterne erobrede Yangon og hele Irrawaddydeltaet samt det centrale Myanmar, som blev en del af Britisk Indien. Under kong Mindon (regent 1853-1878) blev handelen med briterne udvidet. Flere grænsekonflikter og burmesisk modstand mod britisk herredømme udløste den sidste krig mellem landene i 1885. Koncessioner på handelen med teaktræ var en vigtig årsag til striden, og desuden frygtede briterne voksende fransk indflydelse. Den svage kong Thibaw undervurderede briterne, som let indtog Mandalay. Thibaw blev sendt i eksil, kongepaladset og dets templer omdannedes til hhv. officersklub, kirke og fængsel, og kronregalierne blev sendt til London. Burmanerne var de mest genstridige af alle folkeslag, briterne koloniserede, og deres oprør fortsatte, bl.a. med deltagelse af buddhistiske munke. I 1930 kulminerede modstanden i et stort oprør under ledelse af den tidligere munk Hsaya San (1876-1931). Briterne knuste oprøret; ca. 10.000 burmanere blev dræbt, og Hsaya San og 125 rebeller henrettet.
Briterne administrerede stort set Myanmar uden at inddrage burmanere. I stedet kom læger, ingeniører, købmænd, pengeudlånere og arbejdere i stort tal fra Indien og Kina. 'Del og hersk' var modellen, og mindretalsområderne Shan, Kayah, Chin og Kachin blev administrativt skilt fra det centrale Myanmar og fik bedre vilkår end burmanerne – en arv, der fortsætter med at martre Unionen Burma. I 1930'erne dannedes organisationen Dobama ('vi burmanere') af unge studenter under ledelse af Aung San. Bevægelsen støttede Japan under 2. Verdenskrig, idet de opfattede krigen som antikolonial. Japanernes brutale besættelsesmagt fik imidlertid general Aung San og hans "30 kammerater" til at skifte side. Men briterne var skeptisk overfor omvendelsen og mistroisk over for Aung San og hans Antifascistiske Liga. Briterne mente, at de etniske mindretal havde krav på selvstyre, mens Aung San kæmpede for at bevare landet samlet. Britiske firmaer og enkelte officerer ønskede at bevare kolonien, og nogle støttede hemmeligt Aung Sans politiske modstander U Saw, som i 1947 stod bag attentatet mod Aung San og syv af hans nærmeste medarbejdere.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.