Myanmars historie

Myanmar. Hvert år den 27. marts fejrer Myanmar sine væbnede styrkers opstand mod japanerne i 1945. I 2006 blev dagen for første gang markeret i den nye hovedstad, Pyinmana. Billedet viser soldater, der marcherer i formation.

Polfoto/AP.

Licens: Begrænset anvendelse

Artikelstart

De første store kongedømmer i det nuværende Myanmar var domineret af pyufolket i det øvre Myanmar og monfolket i syd og i det nuværende Thailand. Pyu og mon havde nær kontakt med Indien, og herfra indførtes buddhismen før år 500 e.v.t. Først mahayana- og derefter theravadabuddhismen satte deres præg på landets sociale orden. Kongerne byggede klostre og pagoder, og kongens magt byggede på hans karma, som igen var afhængig af støtten til buddhismen i form af gaver til munkeordenen.

Baganriget var det første kongedømme, som var præget af en burmesisk hersker, Anawratha (regent 1044-1077). Anawratha opførte storstilet tempelbyggeri i bl.a. hovedstaden Bagan, som faldt efter mongolsk invasion i 1287. Herefter kom shanfolket til magten, og hovedstaden flyttede i 1364 til Ava. De følgende århundreder var præget af økonomisk nedgang. Et nyt dynasti ekspanderede fra Toungoo og erobrede i midten af 1500-tallet Pegu og Ava med hjælp fra portugisiske soldater. Desuden invaderede burmanerne Thailand og erobrede hovedstaden Ayutthaya. I begyndelsen af 1600-tallet regerede portugiseren de Brito (d. 1613) vha. kanoner og kun 400 soldater det sydlige Myanmar.

I 1700-tallet blev Myanmar atter underlagt en centralmagt, denne gang Konbaung-dynastiet, grundlagt af kong Alaungpaya (1714-1760), der regerede 1753-1760. Han erobrede det sidste monkongedømme og nedkæmpede med hård hånd et oprør, som sendte tusinder af mon- og karenflygtninge ind i Thailand. Alaungpaya tillod briterne at oprette tømmerstationer og faktorier ved Bassein og på Kap Negrais, men han iværksatte derefter en massakre på dem, fordi han mistænkte dem for at støtte monoprøret. Han og siden hans sønner invaderede flere gange Thailand og tiltvang sig mere direkte magt over grænseområderne og mindretallene samt byggede en ny hovedstad, Amarapura. I 1824 søgte de britiske herskere i Indien at standse Myanmars ekspansion. Burmanerne gjorde indtil 1826 kraftig modstand; briterne mistede ca. 15.000 mand og søgte og fik hjælp af karener. Myanmar afstod Arakan (det nuværende Rakhine) og Tenasserim-halvøen til briterne, der især var interesserede i landets udstrakte teaktræsskove til skibsbygning. I 1852 kom Myanmar og Storbritannien atter i krig. Amerikanske og britiske missionærer havde omvendt en del karener, og Myanmars konge frygtede, at omvendelsen skulle undergrave buddhismen, kongemagten og burmansk kultur. Briterne erobrede Yangon og hele Irrawaddydeltaet samt det centrale Myanmar, som blev en del af Britisk Indien. Under kong Mindon (regent 1853-1878) blev handelen med briterne udvidet. Flere grænsekonflikter og burmesisk modstand mod britisk herredømme udløste den sidste krig mellem landene i 1885. Koncessioner på handelen med teaktræ var en vigtig årsag til striden, og desuden frygtede briterne voksende fransk indflydelse. Den svage kong Thibaw undervurderede briterne, som let indtog Mandalay. Thibaw blev sendt i eksil, kongepaladset og dets templer omdannedes til hhv. officersklub, kirke og fængsel, og kronregalierne blev sendt til London. Burmanerne var de mest genstridige af alle folkeslag, briterne koloniserede, og deres oprør fortsatte, bl.a. med deltagelse af buddhistiske munke. I 1930 kulminerede modstanden i et stort oprør under ledelse af den tidligere munk Hsaya San (1876-1931). Briterne knuste oprøret; ca. 10.000 burmanere blev dræbt, og Hsaya San og 125 rebeller henrettet.

Briterne administrerede stort set Myanmar uden at inddrage burmanere. I stedet kom læger, ingeniører, købmænd, pengeudlånere og arbejdere i stort tal fra Indien og Kina. 'Del og hersk' var modellen, og mindretalsområderne Shan, Kayah, Chin og Kachin blev administrativt skilt fra det centrale Myanmar og fik bedre vilkår end burmanerne – en arv, der fortsætter med at martre Unionen Burma. I 1930'erne dannedes organisationen Dobama ('vi burmanere') af unge studenter under ledelse af Aung San. Bevægelsen støttede Japan under 2. Verdenskrig, idet de opfattede krigen som antikolonial. Japanernes brutale besættelsesmagt fik imidlertid general Aung San og hans "30 kammerater" til at skifte side. Men briterne var skeptisk overfor omvendelsen og mistroisk over for Aung San og hans Antifascistiske Liga. Briterne mente, at de etniske mindretal havde krav på selvstyre, mens Aung San kæmpede for at bevare landet samlet. Britiske firmaer og enkelte officerer ønskede at bevare kolonien, og nogle støttede hemmeligt Aung Sans politiske modstander U Saw, som i 1947 stod bag attentatet mod Aung San og syv af hans nærmeste medarbejdere.

Selvstændighed

Efter uafhængigheden i 1948 blev Myanmar splittet i et virvar af oprør. Landet var i forvejen stærkt medtaget af krigens ødelæggelser, og Aung Sans afløser, U Nu, forsøgte at skabe fred og opbygge en demokratisk tradition, inspireret af buddhismen. I 1950'erne trak rester af den nationalistiske kinesiske Guomindang-hær sydpå til Myanmar og fortsatte med at bekrige Kinas kommunister derfra. Oprørene i landet fortsatte, og mange frygtede, at Shanstaten ville forlade unionen. Det førte i 1962 til, at hæren tog magten ved et kup. Ne Win dannede Burmas Socialistiske Program Parti som en civil facade, men militæret og dets efterretningsvæsen herskede diktatorisk og vilkårligt. Ne Win nationaliserede økonomien og afskar landet fra omverdenen. Missionærerne blev udvist, indere og rohingyaer fik frataget deres statsborgerskab. Studenterne forsøgte ved flere opstande at ændre styret. I 1988 kollapsede økonomien, og Ne Win trak sig formelt tilbage, opløste sit parti og annullerede forfatningen. Militæret beholdt magten, og en folkelig opstand blev brutalt nedkæmpet. Mindst 3000 blev dræbt, ca. 4000 fængsledes, og tusinder flygtede. I 1990 holdt regimet valg. Oppositionen blev ledet af Aung Sans datter, Aung San Suu Ky i, og hendes Nationale Liga for Demokrati, NLD, som vandt 80 procent af pladserne i det nye parlament. Men regimet, State Law and Order Restoration Council (SLORC), ignorerede resultatet og forfulgte brutalt valgets vindere. Aung San Suu Kyi var i årene 1989-2010 i husarrest i sammenlagt over 15 år. Hendes medarbejdere og venner blev forfulgt og fængslet. SLORC skiftede i 1997 navn State Peace and Development Council (SPDC), hvis stærke mand fortsat var general Than Shwe.

I løbet af 1990'erne og de tidligere nuller indgik militærjuntaen våbenhvileaftaler med en række etniske oprørsbevægelser. Der blev indledt en forfatningskonvent, angiveligt med henblik på demokrati; Aung San Suu Kyis tilhængere boykottede møderne, som ikke førte til en lempelse af regimet. Regimets stærke mand, premierminister Khin Nyunt, blev i 2004 overraskende fjernet, dømt for korruption og sat i husarrest. Than Shwe overtog den formelle ledelse af landet. Uden varsel blev hovedstaden i 2005 flyttet fra Yangon til nær Pyinmana. Omfattende demonstrationer mod regimet førte i 2007 atter til brutal nedkæmpelse, ikke mindst af buddhistmunke, som stod i spidsen for protestaktionerne. I maj 2008 ramte orkanen Nargis det sydlige Myanmar, krævede mindst 138.000 mennesker livet og medførte omfattende materielle ødelæggelser i Irrawaddy-deltaet. I tre uger modsatte militærstyret sig international nødhjælp. Katastrofen faldt sammen med en folkeafstemning om en ny forfatning, der – efter 20 år uden forfatning – skulle legitimere militærstyret i fremtiden.

Den 7. november 2010 holdt regimet valg, som militærets til lejligheden oprettede parti, Unions- og Solidaritetspartiet, USDP, vandt med 80 procent af stemmerne. Valget var for det meste fredeligt, men der var mange uregelmæssigheder. Det ledende oppositionsparti, Aung San Suu Kyis Nationale Liga for Demokrati, NLD, boykottede valget. Demokratiaktivister klagede over valgsvindel. Kort efter valget kom det til sammenstød mellem hæren og først karenske oprørere, siden genopblussede også konflikter i Shan- og Kachinstaten.

Aung San Suu Kyi blev løsladt fra husarrest en uge efter valget, og i marts 2011 blev en nominelt civil regering under ledelse af fhv. general Thein Sein indsat; han mødtes i august med Aung San Suu Kyi, og gensidig tillid banede vejen for et sært parløb om demokratisering og reformer. I oktober og atter i januar 2012 blev en lang række politiske fanger løsladt. Omverdenens støtte til fornyelserne stod klart med USA's udenrigsminister, Hillary Clintons besøg i december 2011 og fx Danmarks udviklingsminister, Christian Friis Bachs kort efter. Efterfølgende er demonstrationer blevet tilladt, parlamentet har vedtaget en lang række opbyggelige love, censuren nedtrappet betydeligt, og styret underskrev i december 2011 og januar 2012 våbenhvileaftaler med hhv. shan- og karen-grupper.

Parlamentet har vist sig langt mere spændstigt og egenrådigt, end det profilløse blåstemplingsorgan, spådommene forudså. Militærets kvotetildelte 25 procent af medlemmerne såvel som USDP-folk stiller kritiske spørgsmål og stemmer også somme tider imod regeringens forslag. NLD opgav sin boykot og stillede op til suppleringsvalget 1. april 2012 – og fik to tredjedele af stemmerne, hvilket i overensstemmelse med Myanmars valgsystem gav partiet 43 ud af 44 mulige pladser i parlamentet. Aung San Suu Kyi blev således oppositionsleder i den lovgivende forsamling i stedet for kun udenfor.

I juni 2012 udbrød voldsom konflikt mellem det buddhistiske flertal og muslimske rohingya i den sydvestlige Rakhine-stat. Volden blussede op igen i marts 2013 og bredte sig til andre dele af landet. En radikal buddhistisk bevægelse under ledelse af rabiate munke forsøgte at isolere muslimerne, og talrige voldelige overgreb kostede flere hundrede mennesker livet, flest muslimer, og flere end 100.000 blev jaget på flugt.

Ved valget i november 2015 vandt NLD under Aung San Suu Kyi en stor valgsejr (ca. 60 procent af stemmerne) og partiet fik tilstrækkelig repræsentation til at kunne danne regering. I april 2016 blev NLD's Htin Kyaw landets første civile præsident siden 1962. Aung San Suu Kyi var pga. en regel i forfatningen forhindret i at besætte posten. Til gengæld blev hun særlig statsrådgiver og det vurderes, at hun er regeringens egentlige leder.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.